Manu om pædofili-hysteri: Professorer kan vurdere alt det, de vil

Konfrontation: Mændene må klage, hvis de er utilfredse med at ligge under for særlige og diskriminerende regler, mener den radikale ligestillingsminister, Manu Sareen. Læs alle hans svar her

Manu Sareen vil ikke jagt de institutioner, som har særlige regler for mænd i forhold til deres omgang med børnene. (Foto: Polfoto / Peter Mydsker)
Manu Sareen vil ikke jagt de institutioner, som har særlige regler for mænd i forhold til deres omgang med børnene. (Foto: Polfoto / Peter Mydsker)

- Det handler om at finde en balance.

Sådan lyder det igen og igen fra ligestillingsminister Manu Sareen (R).

Han afviser således et indgreb over for de knap 100 danske institutioner, som har indrømmet, at de har særregler for mandlige ansatte i et forsøg på at forebygge anklager om pædofili.

- Overgreb på børn er jo noget af det værste, vi kan forestille os, så derfor har både forældre og pædagoger et helt naturligt ønske om at ville beskytte deres børn. Samtidig skal vi finde en balance, hvor mænd og kvinder bliver behandlet ligeværdigt på arbejdspladsen, siger han.

- Det lyder som om, du egentlig godt forstår de regler, der rammer mændene?

- Jeg synes, det er svært at svare entydigt på. Jeg er selv pædagog og har selv en masse kolleger, så jeg ved udmærket, hvor svært det er. Men jeg er også forælder, så jeg kender til frygten omkring sine børn. Derfor er det vigtigt at finde en balance. Så det kan jeg opfordre til, at man gør

- Det er jo regler, der er diskriminerende. Hvis man forestiller sig, at det var arabere eller kvinder, der var underlagt et særligt regelsæt, så skulle du da nok komme op af stolen, eller hvad?

- Jo, jo, men det er jo sådan, at jeg som har sagt tidligere, så vil jeg helt klart opfordre til, at hvis der er mandlige pædagoger som føler sig uretmæssigt forskelsbehandlet, så vil jeg opfordre vedkommende til at klage til Ligebehandlingsnævnet. Nu siger du, at reglerne var ulovlige, men sådan er sagen ikke helt...

- ... juraprofessor Kirsten Ketscher vurderer, at de her regler er ulovlige...

- Jo, jo men professorer kan vurdere alt det, de vil, men vi kan jo ikke få slået fast, om praksis er ulovlig, før der har været en konkret sag.

- Hvis man laver særlige regler, der kun gælder for det ene køn, så er ligebehandlingsloven da ret klar...

- Ja, med mindre det er sådan, at det ude på institutionen er sådan, at det gælder både mænd og kvinder.

- Manu Sareen, det bliver der jo netop spurgt ind til i undersøgelsen. Og der siger 55 procent, at de har retningslinjer for, hvordan man undgår det her (pædofili, overgreb og mistanke om pædofili, red.) Ud af de 55 procent siger 12 procent, at de har særlige regler for mandlige ansatte. Det er da rimelig klart.

Se også: 'Vi tørrer ikke pigerne, når de har tisset'



Se også: Forældre om pædofili-hysteri: Politikere skal stoppe klapjagt på mænd



Se også: Hemmelig liste: Ulovlige 'pædofili-regler' rammer mænd

- Nu er jeg hverken professor eller dommer. Så uden at sige for meget, så er den vej, sagen skal gå, over Ligebehandlingsnævnet.

- Men forskerne bag undersøgelsen understreger netop, at det er et alt for stort ansvar at lægge på mændene. Hvad siger du til det?

- Så vil jeg bare sige, at jeg ikke har hørt pædagogernes fagforening BUPL kontakte nogen. Og der er mænd, som siger, at de her regler giver altså beskyttelse. Det vigtigste for mig er at finde en balance, så alle kan være trygge. Det kan jeg opfordre daginstitutionslederne til.

- Det lyder lidt som om, at du synes, at det er okay, at der er særregler for mændene, hvis de er med på den?

- Nej, det har jeg ikke sagt. Nu tolker du. Jeg siger til dig, at det gælder om at finde en balance, hvor børnene og forældre er trygge.

- Så hvis man ude i institutionen synes, at balancen er, at man sikrer sig bedst ved, at mændene ikke er alene med børnene og at de ikke skifter ble. Er det så en okay balance, at mænd ikke må skifte ble?

- Jeg kan ikke gå ned i de enkelte institutioner. De må jo...

- Men du kan vel tage stilling i princippet. Er det okay, at mænd ikke må skifte ble?

- Prøv og hør her, det siger man altid, når jeg siger, jeg ikke kan gå kan ind i de enkelte institutioner. Det kan jeg ikke, for så kommer jeg til at gå ned i de enkelte institutioner og kommuner. Jeg går ud fra, at de tilbyder god børnepasning og ordentlige arbejdsforhold. Sådan er det jo.

- Så lige meget, hvad jeg spørger dig om. Eksempelvis om det er okay, at mænd ikke må være alene med børnene, så vil du ikke svare?

- Jeg synes, jeg har sagt min holdning til dig. Jeg kommer ikke nærmere noget andet.

- Så du vil ikke opfordre kommunene til at finde de knap 100 insitutioner, som selv har erkendt diskriminationen?

- Nej, det jeg kan gøre er, at jeg kan opfordre kommunerne og institutionslederne til at finde balancen.

0 kommentarer
Vis kommentarer