S-krisemødet er startet

Krisen i Socialdemokraterne skal inddæmmes, når partitop og fodfolk møder hinanden i Svendborg

Helle Thorning-Schmidt træder ud af sin ministerbil i Svendborg på Fyn fredag eftermiddag. (Foto: Ole Frederiksen)
Helle Thorning-Schmidt træder ud af sin ministerbil i Svendborg på Fyn fredag eftermiddag. (Foto: Ole Frederiksen)

Den socialdemokratiske krise er det altoverskyggende punkt på dagsordenen, når partiets hovedbestyrelse fredag eftermiddag mødes på Hotel Christiansminde i Svendborg.

Ekstra Bladet følger mødet tæt og sender live tv fra Fyn og tekstopdateringer fra Rådhuspladsen.



 


Med til mødet er naturligvis partiformand Helle Thorning-Schmidt. Men også overborgmester Frank Jensen, gruppeformand Henrik Dam Kristensen, DSU-formand Camilla Schwalbe og erhvervsminister Henrik Sass Larsen er på plads.

Mødet bliver skudt i gang klokken 16:30, når de 32 medlemmer af hovedbestyrelsen skal se hinanden dybt i øjnene.

Men efter aftensmaden støder en lang række kredsformænd sig til selskabet. Her kommer krisen for alvor op.

'Debat med baglandet', lyder punktet i dagsordenen, som er blevet sendt til pressen.

Kerneværdier under pres
Omkring 100 personer forventes at deltage i denne del af mødet. Herunder kritiske kredsformænd som eksempelvis Stig Lundbo, der er formand i Frederikshavn-kredsen.

- Vores kerneværdier kan ikke altid aflæses på den politik, der bliver ført på Christiansborg, har han udtalt til TV2 Nord.

Udover den voksende kritik af den førte politik er Helle Thorning-Schmidt også kommet under personligt angreb de seneste dage. Flere lokalformænd har sågar udtalt, at hun bør forlade sine poster inden valget.

De socialdemokrater og iagttagere som Ekstra Bladet har talt med op til mødet er dog alle overbeviste om, at Helle Thorning-Schmidt også sidder som partiformand efter mødet.

Helle Thorning-Schmidt forlader mødet allerede lørdag formiddag, da hun skal til møde i København, oplyser partiet. De øvrige socialdemokrater rejser først fra Fyn lørdag middag, når frokosten er indtaget.

Sass
Det er især værd at bemærke, at Henrik Sass Larsen er til stede på det fynske hotel.

Han er ikke medlem af hovedbestyrelsen, men skal officielt præsentere et oplæg om folkeafstemningen om EU's patentdomstol.

Over for DR Nyheder erkendte Sass Larsen torsdag aften, at partiet befinder sig i en krise. Så mon ikke han også blander sig i debatten, han er nemlig berygtet for om nogen i kulissen at være jernmanden i Socialdemokraterne. Hans styrke består i, at han både har et stort netværk i baglandet samtidig med, at han sidder i den absolutte partitop på Christiansborg.

På mødet er Thorning er iøvrigt sammen med sin højrehånd, Bjarne Corydon, der også er presset på de indre linjer i partiet, efter det i dag i Ekstra Bladet er kommet frem, at regeringstoppen har gået med planer om at fjerne milliarder af kroner fra beskæftigelsesområdet og i stedet bruge dem på vækstinitiativer - meget lig Venstre og Lars Løkkes ønsker.

Endvidere er det værd at nævne, at partiledelsen allerede inden mødet har lidt et nederlag til baglandet.

Planer om at rykke partiets hovedkontor fra Danasvej på Frederiksberg til Christiansborg er nemlig blevet sparket til hjørne på ubestemt tid efter kraftige protester folk i de lavere rækker.

1 af 3 Helle Thornings bil ankommer til krisemøde. (Foto: Ole Frederiksen)
2 af 3 Helle Thornings person og partiets politik kommer til debat på Fyn, når Socialdemokrater fra hele landet mødes til krisemøde. (Foto: Polfoto)
3 af 3 Helle Thorning-Schmidt træder ud af sin ministerbil i Svendborg på Fyn fredag eftermiddag. (Foto: Ole Frederiksen)
0 kommentarer
Vis kommentarer