DF: Sociale ydelser skal fastsættes af Folketinget

EU skal blande sig helt udenom nationale velfærdsydelser, mener DF's EU-parlamentariker Morten Messerschmidt

Danske sociale ydelser som dagpenge, kontanthjælp, børnecheck, SU og folkepension skal fastsættes af Folketinget. Det skal EU blande sig helt udenom. Derfor skal Danmark have et velfærdsforbehold.

Det siger Dansk Folkepartis EU-parlamentariker, Morten Messerschmidt.

Han håber, at den irske særregel om lavere dagpenge til udenlandske ledige ansporer Danmark til at få en særordning.

- Det vigtigste er, at vi får en løsning for Danmark. Velfærdsydelser bør ikke håndteres i EU. Det bør alene være et nationalt anliggende.

- Danmark bør stå helt udenfor EU-samarbejdet om velfærdsydelser, fordi vi har så generøse og universelle ydelser. Så Folketinget alene afgør optjeningsprincipper. Det kan man nå med et forbehold, siger Morten Messerschmidt.

Irland beregner dagpenge til ledige efter, hvad de har tjent i hjemlandet. De irske myndigheder går et år tilbage, når de beregner dagpenge til de ledige mod tre måneder i Danmark.

Danmark bør gå sammen med Tyskland, Holland, Østrig og Storbritannien, så EU ikke udvikler sig til en social union. EU-landene skal selv fastsætte sociale ydelser, mener Morten Messerschmidt.

Regeringen burde have forsvaret børnechecken med et indlæg ved EU-Domstolen, hvor den har taget ordet i 103 andre retssager, siger Venstres politiske ordfører, Inger Støjberg.

- Det er positivt, at der også i andre lande er et ønske om at begrænse velfærdsturisme.

- Men regeringen har lagt sig fuldstændig fladt ned. Den har ikke ønsket at tage børnechecken op. Det er meget problematisk, siger Inger Støjberg og tilføjer:

- Det er et svigt overfor befolkningen.

Hun håber, at Danmark udnytter den irske særregel.

- Irlands eksempel viser, at man kan kæmpe for de danske velfærdsydelser, siger Inger Støjberg.

0 kommentarer
Vis kommentarer