Ung V løve kørte 161 km/t

Venstres unge håb Thomas Danielsen kommer nu i eksklusiv klub blandt folketingsmedlemmer, der er blevet snuppet for at have kørt for stærkt

Venstres Thomas Danielsen bliver nu medlem af en eksklusiv klub af folketingsmedlemmer, der har kørt for stærkt.
Venstres Thomas Danielsen bliver nu medlem af en eksklusiv klub af folketingsmedlemmer, der har kørt for stærkt.

Den unge Venstre løve Thomas Danielsen, 30 år, har fart i blodet.

Det har han fået at vide af færdselspolitiet, der forleden stoppede ham på Vestmotorvejen syd for København, hvor han kørte 161 km/t, hvor den tilladte hastighed var 130 km/t.

- Jeg er ikke enig i politiets måleresultat. Det er politiet, der skal dokumentere over for mig, at jeg har kørt for stærkt. Når jeg får politiets anklage, vil jeg tage stilling til, hvad der skal ske, siger Thomas Danielsen til Ekstra Bladet.

Thomas Danielsen står til en betinget frakendelse af sit kørekort, og han skal op til en ny køreprøve, hvis politiets måling holder stik.

Eksklusiv klub

Han blev nyvalgt til Folketinget ved valget i september 2011, hvor Venstre med Lars Løkke Rasmussen i spidsen tabte statsministerposten.

Thomas Danielsen er ikke et af de mest højt råbende medlemmer i Venstres folketingsgruppe, men nu kan han se frem til at blive medlem af en eksklusiv klub af nuværende og forhenværende folketingsmedlemmer, der er blevet snuppet af politiet for at have kørt for stærkt.

Buksti og Dam

I den klub er bl.a. to tidligere trafikministre (eller transportminister, som er den officielle titel i dag, red.) - nemlig Jacob Buksti og Henrik Dam Kristensen, begge Socialdemokraterne.

Jakob Buksti kørte i oktober 2003 173 km/t på motorvejen mellem Ringsted og København på et sted, hvor den højest tilladte hastighed var 110 km/t.

Henrik Dam Kristensen røg i fælden i oktober 2011, kort efter han var blevet udnævnt til transportminister. Han var på vej til en fodboldkamp i Vejle, da han blev målt til at have kørt 10 km/t for stærkt. Det kostede ham en bøde på 1500 kroner.

Nyrup i fælden

Tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) røg i fatfælden i maj 2010, da han var på vej til sit sommerhus i Nordsjælland. I landsbyen Kagerup blev han målt til at have kørt 86 km/t, hvor den tilladte hastighed var 50 km/t.

Thomas Danielsens partifælle i Venstre, Karsten Nonbo, der også er politibetjent, kørte i 2008 18 km/t for stærkt ved Haslev. Dengang var Karsten Nonbo formand for Færdselssikkerhedskommissionen.

En anden tidligere formand for Færdselssikkerhedskommissionen, det tidligere konservative folketingsmedlem Helge Adam Møller, røg også i fartfælden.

- Hvad siger du til at blive medlem af en klub med så fremtrædende navne?

- Jeg vurderer ikke, at det er karriere fremmende, lyder det tørt fra Thomas Danielsen.

0 kommentarer
Vis kommentarer