Vælgerne i vildrede: Hvem er Jeppe, Rina og Christina?

Mange vælgere kender ikke de topkandidater fra S, LA og Folkebevægelsen mod EU, der stiller op til EU-valget

Det kan blive rigtig svært for Socialdemokraterne, Liberal Alliance og Folkebevægelsen mod EU at hive stemmer hjem ved det kommende valg til Europa-Parlamentet 25. maj.

Mange vælgere har nemlig aldrig hørt om de tre partiers spidskandidater.

Det viser en omfattende undersøgelse, som Analyse Danmark har gennemført for Ugebrevet A4.

- Når folk ikke kan sætte navn og ansigt på politikerne, er det næsten umuligt at blive en stemmemagnet, vurderer ekspert i EU-afstemninger og lektor på Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet Derek Beach.

- Især Socialdemokraterne og Folkebevægelsen er udfordret ved det kommende valg. Når de stiller med spidskandidater som Jeppe Kofod og Rina Ronja Kari, som mange vælgere aldrig nogensinde har hørt om, bliver det op ad bakke for dem, mener han.

Kun godt hver anden dansker - nemlig 55 procent - har hørt om Jeppe Kofod, Socialdemokraternes spidskandidat til Europaparlamentsvalget i maj. Og blandt de socialdemokratiske vælgere er der ikke meget trøst at hente for Jeppe Kofod.

Ifølge den nye analyse kender hver tredje S-vælger ham nemlig ikke til trods for, at han har siddet i Folketinget siden 2007.

I undersøgelsen har A4 kortlagt vælgernes kendskab til og vurdering af otte spidskandidater til Europa-Parlamentet.

Endnu værre ser det ud for Rina Ronja Kari, der stiller op for Folkebevægelsen mod EU.

Kun hver tiende vælger aner, hvem hun er, og blandt EU-modstandere på venstrefløjen er hun også stort set ukendt. Kun hver tredje af Enhedslistens vælgere har således hørt om Rina Ronja Kari.

Den mest anonyme af alle spidskandidaterne er Christina Egelund, spidskandidat for Liberal Alliance. Kun seks procent af danskerne kender hende, skriver ugebrevet.

/ritzau/

0 kommentarer
Vis kommentarer