Det flytter stemmer når kandidaten ringer på døren

Socialdemokraterne gik ved valget i 2011 frem i Thisted efter forsøg med personligt at møde op hos vælgerne

De 500.000 danskere, som i september 2011 åbnede døren for en socialdemokratisk folketingskandidat, var langt mere tilbøjelige til også at stemme på den socialdemokratiske kandidat, end de ellers havde været, skriver Information.

Det viser en undersøgelse, der blev sat i gang, da Lars Løkke Rasmussen 26. august 2011 udskrev valg. I Thisted-kredsen var en række områder udvalgt og inddelt i tre kategorier:

I et område skulle den lokale kandidat selv lave dør-til-dør-kampagne. I et andet område skulle frivillige stå for kampagnen, mens et tredje område fungerede som kontrolområde, hvor ingen kandidater eller frivillige ville ringe på dørklokken.

Og resultaterne er klare: I forsøgsområderne var kendskabet til kandidaten vokset med 39 procent, og andelen af personlige stemmer på Socialdemokraterne voksede med 10 procent.

Samtidig viste forsøgsområderne, at Socialdemokraterne undgik at gå to procentpoint tilbage, som partiet ellers gjorde i kontrolgruppen. Tværtimod gik partiet to procentpoint frem, så effekten af kampagnen for Socialdemokraterne blev på fire procentpoint.

- Vi forventede, at det ville have en positiv effekt, men vi havde faktisk ikke troet, at den ville være så signifikant, siger Daniel Witt Jason, der står bag undersøgelsen, og som i dag arbejder som politisk konsulent i Socialdemokraternes Analyse- og Informationsafdeling.

Simon Kollerup, der var socialdemokraternes kandidat i Thisted, stillede for første gang op til Folketinget i 2011. I kredsen fik Socialdemokraterne 13.303 stemmer. De 9634 var personlige stemmer på Simon Kollerup, der nu er kommunalordfører.

Den nye undersøgelse bliver offentliggjort i forbindelse med, at professor Kasper Møller Hansen og lektor Karina Kosiara-Pedersen fra Københavns Universitet præsenterer deres samlede analyser af folketingsvalgkampen i bogen Folketingsvalgkampen 2011.

0 kommentarer
Vis kommentarer