Engell om Tulle-tale 1. maj: Kæmpe foræring fra S

Det er en kæmpe foræring fra Socialdemokraterne og vil overdøve deres egne talere, at Kristian Thulesen Dahl skal holde tale i Give 1. maj, mener Hans Engell

Kristian Thulesen Dahl taler på arbejdernes festdag. (Foto: Klavs Bo Christensen)
Kristian Thulesen Dahl taler på arbejdernes festdag. (Foto: Klavs Bo Christensen)

Det vil totalt overdøve 80 pct. af Socialdemokraternes egne talere, at Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, 1. maj skal holde tale efter invitation fra S-lokalforeningen i Give. Det mener Ekstra Bladets politiske kommentator, Hans Engell.

Se også: Thulesen Dahl taler på arbejdernes kampdag 1. maj

- Det er da en kæmpe foræring til Kristian Thulesen Dahl. Der er jo slet ikke nogen tvivl om, at han får mere fokus på sin tale end 80 pct. af alle andre, der holder 1. maj taler og vil på den måde overdøve dem, siger Hans Engell.

- Det giver ham en platform; ikke bare i Give, men også i landsmedierne, at han kan holde tale på arbejdernes festdag.

Hans Engell vurderer dog ikke, at Kristian Thulesen Dahl vil rase mod regeringen direkte. Han vil i stedet udnytte taletiden til at fremstå som en venlig mand.

- Jeg tror, Thulesen Dahl vil veje sine ord omhyggeligt. Det bliver nok ikke en tale, hvor han vil udfordre regeringen alt for meget. Han vil fremstå sympatisk og fremlægge sin egen politik, siger Hans Engell, der mener, at det er klogt af DF-formanden at takke ja til invitationen.

Se også: Thulesen Dahl: Jeg forsøger ikke at overtage 1. maj

- Er det klogt af ham at sige ja? Ja, det er det. Det markerer for alvor den bevægelse, der er i gang. Han stjæler jo i hundredetusindevis af deres vælgere – så vil det også være uhøfligt at sige nej, lyder det fra Hans Engell, som dog vurderer, at der bl.a. på sikkerhedssiden kan være risikomomenter ved en 1. maj-taler fra Dansk Folkeparti - også i Give.

- Men helt generelt må man sige, at han får mere ud af det her end Socialdemokraterne gør.

0 kommentarer
Vis kommentarer