Engell om S-tæskehold: Politik er blevet mere brutal

Den politiske kommentator ser tæskehold som udtryk for en professionalisering af arbejdet i Folketinget

(Foto: Ole Steen)
(Foto: Ole Steen)

Det kommer på ingen måde bag på politisk kommentator Hans Engell, at Socialdemokraterne har en såkaldt aktionsgruppe - eller et tæskehold, som medlem af gruppen, Jens Joel selv betegner det.

Det siger Engell, efter at Berlingske mandag har afdækket gruppens medlemmer ved at kigge på en række mails fra netop Jens Joel. Avisen har i et projekt om dataovervågning blandt andet fået lov til at kigge i hans e-mails og smser siden valget i 2011.

- Politik i dag består af to ting. For det første skal man markedsføre egne forslag og udspil og fremhæve egne fortjenester. Dernæst skal man i nedgøre de politiske modstandere og køre hårdt på i de store sager.

Se også: Minister: 573 sms'er til mor

- Det politiske miljø på Christiansborg er blevet hårdere. Tonen er blevet skarpere. Og man kan sige, at konfrontationerne er blevet mere brutale, siger Hans Engell til Ritzau.

Han mener, at alle de store partier i større eller mindre grad har hold, de sætter ind, når sagerne skal køres.

I Socialdemokraternes aktionsgruppe sidder ifølge Berlingske blandt andre Pernille Rosenkrantz-Theil og den nuværende transportminister, Magnus Heunicke, der tidligere var partiets politiske ordfører.

Rosenkrantz-Theil var blandt andet 'ordfører' i den såkaldte GGGI-sag, hvor der blev gået hårdt til Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, for hans dyre rejser på første klasse som formand for GGGI.

Da Heunicke var politisk ordfører, gik han ligeledes hårdt til Løkke for Venstre-formandens manglende optræden på Folketingets talerstol.

- Det, der måske overrasker her, er, hvor formaliseret tingene er, og hvor meget, der bliver koordineret mellem de enkelte politikere.

- Men det ligger helt i forlængelse af den professionalisering af kommunikationen, vi ser, og hvor stort et fokus, der er kommet på de enkelte politikere, siger Engell.

Han siger dog også, at det fremgår, at gruppen ikke skal ses som et egentligt netværk på lige fod med kaffeklubber som Morgenmadsklubben, Rustbankerne og Midternetværket.

0 kommentarer
Vis kommentarer