Messerschmidts homoudtalelser vækker politisk forargelse

Flere politikere langer ud efter Dansk Folkeparti, der ikke vil bruge EU-midler på homoorganisation

Et bredt udvalg fra det politiske spektrum slår nu løs med forargelsens boldtræ mod Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt og Pia Adelsten i en debat om brugen af EU-midler.

De to politikere mener ikke, at det er op til EU at give penge til den internationale organisation for homoseksuelles rettigheder ILGA, når et befolkningsflertal i flere østeuropæiske lande er imod homoægteskaber og homoadoptioner.

Og den indstilling vækker stor harme.

Jeppe Kofod, Socialdemokraternes spidskandidat til EU-parlamentsvalget, mener, at ILGA udfylder en vigtig forpligtigelse i EU.

- Vi ved, at I mange lande er der problemer med homoseksuelles rettigheder. Derfor er det vigtigt, at vi også støtter en organisation som ILGA. Det er helt vildt, at Dansk Folkeparti ikke mener, at vi skal betale til det, siger Jeppe Kofod til DR.

Også Folkebevægelsens spidskandidat ved EU-Parlamentsvalget, Rina Ronja Kari, ryster på hovedet.

- At kalde støtte til at sikre bøsser og lesbiske rettigheder for frås er sgu et menneskesyn, jeg ikke kan følge. Jeg støtter kampen for at sikre LGTBI-rettigheder overalt i verden, siger hun.

Også ligestillingsminister Manu Sareen melder sig ind i debatten.

- Der er vi så uenige, for naturligvis skal der bruges midler på EU-borgeres rettigheder, skriver han på Facebook.

Messerschmidt, der er spidskandidat for Dansk Folkeparti ved det kommende valg til EU-Parlamentet, har brugt dele af sin kampagne frem mod valget på at angribe EU's brug og "frås" med penge.

Og det er i den forbindelse, at udtalelsen ifølge DR er faldet på en blog på jp.dk og siden uddybet overfor DR.

0 kommentarer
Vis kommentarer