Tulle alligevel til 1. maj

DF's formand Kristian Thulesen Dahl skal tale sammen med den socialdemokratiske viceborgmester Søren Peschardt ved et møde i Vejle

Kristian Thulesen Dahl skal alligevel tale sammen med en Socialdemokrat 1. maj. Det sker ved et møde i Vejle (Foto: Claus Bonnerup)
Kristian Thulesen Dahl skal alligevel tale sammen med en Socialdemokrat 1. maj. Det sker ved et møde i Vejle (Foto: Claus Bonnerup)

Kristian Thulesen Dahl kommer alligevel til at tale ved et 1. maj arrangement sammen med en socialdemokrat.

Det sker torsdag aften ved et møde på Vejle Amts Folkeblad, hvor Dansk Folkepartis formand skal tale sammen med den socialdemokratiske 1. viceborgmester i Vejle, Søren Peschardt.

- Hvordan kan det være, at du siger ja til at tale sammen med Kristian Thulesen Dahl, når jeres partiforening i Give måtte opgive et lignende arrangement?

- Jeg vil altid gerne diskutere politik med Kristian Thulesen Dahl, som jeg har siddet sammen med i Vejle byråd, siger Søren Peschardt til Ekstra Bladet.

- Men der er forskel på de to arrangementer. Jeg var selv imod, at Kristian Thulesen Dahl skulle tale ved vores 1. maj møde i Give, for det kunne have sendt et signal om, at vi blåstempler Dansk Folkeparti som et arbejderparti, hvad vi absolut ikke gør.

- Har du spurgt din partiledelse i København om lov til at tale sammen med Kristian Thulesen Dahl 1. maj?

- Det kunne jeg aldrig drømme om at spørge S ledelsen om. Jeg skal møde Kristian Thulesen Dahl på en helt anden lokalitet, der ikke kan forbindes med vores 1. maj, siger Søren Peschardt.

Mange invitationer

Det er strømmet ind med invitationer til Kristian Thulesen Dahl om at holde 1. maj tale på private steder, siden han i sidste uge fik at vide, at han alligevel ikke var velkommen til 1. maj mødet hos Socialdemokraterne i Give, der ligger i Vejle Kommune.

Kristian Thulesen Dahl antydede i sit ugebrev i går, at han vil tale om velfærdsturisme og brugen af østarbejdere 1. maj. I ugebrevet antydede han, at han nok alligevel skulle ud og holde tale, men de endelige aftaler faldt efter oplysninger fra Dansk Folkeparti først på plads i formiddags.

0 kommentarer
Vis kommentarer