Venstre fremrykker møde om Løkke-bilag

På Lars Løkkes egen opfordring har Venstre rykket et forretningsudvalgsmøde til tirsdag

De mange oplysninger om partiudgifter til tøj og rejser til Lars Løkke, får nu Venstre til at tage sagen op på et forretningsudvalgsmøde tirsdag. (Foto: Tariq Mikkel Khan)
De mange oplysninger om partiudgifter til tøj og rejser til Lars Løkke, får nu Venstre til at tage sagen op på et forretningsudvalgsmøde tirsdag. (Foto: Tariq Mikkel Khan)

De mange sager om omkostninger til Lars Løkke Rasmussens private forbrug fra partikassen bliver nu taget op på et møde i Venstre, som bliver afholdt allerede på tirsdag.

Det oplyser Venstre i en pressemeddelelse til Ritzau. I første omgang erfarede DR, at partiet havde taget stilling til fremrykningen, men nu skriver melder Venstre altså, at det var Lars Løkke selv, der havde anmodet om at få rykket mødet, der ellers skulle have været afholdt 27. maj. Det bliver nu i stedet afholdt på tirsdag, 20. maj.

- Der er tale om rettidig omhu, når Venstres formand Lars Løkke Rasmussen har bedt om at få fremrykket det her forretningsudvalgsmøde, så det er jeg meget glad for, han har gjort.

- For jeg er sikker på, at det vil bringe klarhed over en masse uklarheder, siger Peter Gæmelke, medlem af forretningsudvalget, i en pressemeddelelse til Ritzau.

Se også: Hjort efter bilagsafsløring: Slut med at betale flyrejser

Mødet skal bidrage til at skabe klarhed over forløbet over de mange udgifter internt i partiet.

- Jeg var selv tidligere på ugen ude og kræve en forklaring på de her sager, vi har set på det seneste. Siden har jeg i min egenskab af forretningsudvalgsmedlem talt med Venstres partisekretær, Claus Richter, og Venstres landskasserer, advokat Nicolai Mallet, som har givet mig en orientering.

- Den har i hvert fald gjort det helt klart for mig, at jeg har fuld tillid til og gerne vil give mine fulde støtte til Lars Løkke Rasmussen, siger Peter Gæmelke.

Baglandet er rystet
Flere medlemmer af Venstre har udtalt sig yderst kritisk om formanden ovenpå Ekstra Bladets afsløringer af, at partiet blandt andet har betalt 152.000 kroner for tøj til Lars Løkke. Den tidligere integrations- og kirkeminister Birthe Rønn Hornbech er blandt profilerne, der beklager sig over partiets linje, og flere medlemmer af partiet har meldt sig ud i protest over de ekstravagante udgifter.

Derudover har flere sædvanligvis borgerlige aviser kritiseret Løkke og Venstre i brede vendinger i ledere henover weekenden.

Se også: Tæsk til Løkke i borgerlige aviser

Ifølge partisekretær Claus Richter bruger partiet ikke længere høje beløb på tøj og andre private udgifter, som tilfældet var før han trådte til i 2011.

Se også: Partisekretær efter Løkke-sag: Nu følger vi skatteloven

Hvilke konsekvenser tirsdagens møde kan få for Lars Løkke er uklart, men den tidligere statsminister var ovenpå efterårets GGGI-skandale tæt på et mistillidsvotum i partiet, der var trætte af rodet i partiformandens bilag.

Flere er derfor begyndt at tvivle på, om Lars Løkke fortsat bliver højrefløjens statsministerkandidat til det næste folketingsvalg.

Se også: V-profil: Usikkert om Løkke kan fortsætte

0 kommentarer
Vis kommentarer