Løkke efter afsløringer: Det ser meget kritisabelt ud

Men formanden forklarer, at han har betalt den skat, han skal

Foto: Anders Brohus
Foto: Anders Brohus

Lars Løkke Rasmussen lægger ikke skjul på, at det et er en skidt sag han er havnet i efter Ekstra Bladets seneste bilagsafsløringer.

- Jeg har svært ved at genkende det billede, der er tegnet. Men når jeg kigger på det, ser det meget kritisabelt ud. Derfor kan jeg godt forstå, at alle Venstre-folk rundt omkring I Danmark er rigtig kede af den her sag. Det er jeg også, siger Løkke forud for en partilederdebat mandag aften.

Blandt andet har Ekstra Bladet afsløret, at Venstre har betalt en ferierejse til Mallorca for Løkkes kone og søn.

- Det kan man altid diskutere rimeligheden af, lyder det fra Løkke.

- Selv blev jeg glad for den gestus, der lå i det. At jeg oven på en hård valgkamp - og før det et hårdt politisk forløb – tog jeg til Mallorca. Det er ikke nogen hemmelighed, at vi på Mallorca holdt et strategimøde med nogle nøglemedarbejdere i Venstre.

- Forstår du, at nogle Venstre-medlemmer synes, at det er for meget?

- Det kan jeg godt forstå. Specielt når man ser det i sammenhæng med alle de andre ting.

- Har du betalt skat, eller har din hustru betalt skat af den rejse til Mallorca?

- Vi har betalt den skat, vi skal. Jeg synes jo, at vores forhold til skattevæsenet er en sag mellem os og skattevæsenet. Men jeg kan sige med bestemthed i stemmen, at vi betaler den skat, vi skal.

- Der er ikke noget i det, der har været fremme de seneste dage, der gør, at der er behov for at indberette anderledes til skattevæsenet, end vi har gjort, lyder det fra Løkke.

0 kommentarer
Vis kommentarer