Socialdemokraterne købte sig til Radikale EU-stemmer

Socialdemokraterne har betalt mindst 100.000 kroner for radikale stemmer ved seneste europarlamentsvalg

Socialdemokraterne har lagt minimum 100.000 kroner direkte i De Radikales partikasse som betaling for partiets stemmer ved seneste europaparlamentsvalg i 2009. Det skriver Politiken lørdag.

De to partier og SF har indgået et valgforbund, hvor en del af aftalen går på, at et parti, der ikke får sæde i parlamentet, får økonomisk kompensation, hvis partiets stemmer sikrer et andet parti et ekstra mandat.

Præcis det var tilfældet i 2009, hvor De Radikale ikke kom i parlamentet, og Socialdemokraterne fik et ekstra mandat. Samme aftale gælder ved søndagens valg til Europa-Parlamentet, bekræfter partierne og fortæller, at pengene skal sikre, at et parti kan være en del af EU-debatten fremover.

- Vi synes, det er en måde at tilgodese lillebror på i et valgforbund, siger Socialdemokraternes partisekretær, Lars Midtiby, til Politiken.

Hvor mange penge der er tale om, vil ingen af parterne sige, men beløbet kan i princippet være meget mere end 100.000 kroner.

I De Radikales regnskaber kan man se, at partiet under punktet "beløb over 20.000 kroner" hvert år siden 2009 har noteret kompensation fra Socialdemokraterne i henhold til EP-valget 2009. Og loven giver ret til at holde størrelsen af bidrag over 20.000 kroner hemmelige.

Professor i statskundskab ved Københavns Universitet Kasper Møller Hansen er meget skeptisk over for aftalen.

- Jeg synes, det er en uskik, at der på den måde bliver betalt direkte penge for stemmer. Vi andre må heller ikke sælge vores stemmer. Jeg må ikke sætte en annonce i Den Blå Avis og sælge min stemme til højestbydende, så ville Indenrigsministeriet komme efter mig, siger han til Politiken.

Betalingen er dog ikke "direkte ulovlig", forklarer Jørgen Albæk Jensen, professor fra Juridisk Institut ved Aarhus Universitet, fordi "et parti kan støtte af hvilken som helst grund, de har lyst, uden at nogen kan blande sig i det".

Ved valget i 2009 havde også det borgerlige valgforbund mellem Venstre, De Konservative og Liberal Alliance en aftale om kompensation i form af betalte rejser til Bruxelles til Liberal Alliance, der ikke kom ind.

I år står Liberal Alliance uden for valgforbundet, og V og K har ikke indgået aftale om kompensation, oplyser de til Politiken.

Hverken S, SF eller R ser noget problem i aftalen. Trods kritikken, og at de radikale ofte slår sig op på åbenhed, vil partiet ikke uddybe, hvor meget "beløb over 20.000 kroner" reelt dækker over i regnskabet.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere