TV: Løkke fik rejsegave for 35.000 kroner - Fogh fik kajak

Venstre flottede sig, da formanden fyldte 50 år for nylig - ligeså gavmilde var man ikke tilbage i 2003, da formanden var en anden

Lars Løkke Rasmussen fik flot gave af Venstre. (Foto: Mikkel Tariq Khan)
Lars Løkke Rasmussen fik flot gave af Venstre. (Foto: Mikkel Tariq Khan)

Se Lars Løkke forsvare sin flotte rejsegave i tv-indslaget over denne artikel.

Da Lars Løkke fyldte 50 år i sidste uge, modtog han et rejsegavekort fra Venstre, som er mindst fire-fem gange mere værd end den gave, som Fogh fik, da han som statsminister fyldte 50 år i 2003.

Ifølge Ekstra Bladets Venstre-kilder har gavekortet en værdi af 35.000 kroner plus et ukendt beløb, som rejseselskabet Bravo Tours har smidt oven i.

Det er Venstres landsorganisation, folketingsgruppen samt partiets folketingsmedlemmer, som har været særdeles rundhåndede. Gavekortet, hvor beløbet ikke står opført, blev overrakt af næstformanden Kristian Jensen ved en reception for rullende kameraer.

Kajak til Fogh
Til sammenligning fik Anders Fogh en kajak til omkring 8000 kroner af Venstre og folketingsgruppen. I øvrigt overrakt af Lars Løkke, som dengang var næstformand.

- Jeg havde ikke ønsket mig en kajak, fordi jeg syntes, det var et lidt stort ønske, sagde Fogh efterfølgende om gaven.

Men som Ekstra Bladet har afsløret den seneste tid, så sidder pengene noget løsere i Venstre, efter Lars Løkke har overtaget formandsposten.

Profeten Kristian
Så da Kristian Jensen afrundede sin tale til Løkke, var det med ordene:

- At du kan lide at rejse, det snakkes der meget om. Men at du allerbedst kan lide at rejse med familien, det er ikke så meget omtalt.

- Vi har sammen med Bravo Tours lavet et forslag til en familierejse til jer alle fem.

Med ordene hentydede Kristian Jensen til, at netop Bravo Tours er Løkkes favorit rejse-leverandør, når familien Løkke skal på ferie.

Dagen efter fødselsdagen kunne Ekstra Bladet afsløre, at Venstre havde betalt 11.000 kroner for en Mallorca-ferie til Løkkes familie kort efter valgnederlaget i 2011.

Skattepligt
Men det er nu uklart, om den flotte fødselsdagsgave ryger lige direkte i statskassen.

Ifølge Skat skal alle gaver med mere end en beskeden værdi altid indberettes som personlig indkomst.

Men da Lars Løkke stadig modtager statsminister-eftervederlag på 1,5 millioner kroner årligt, risikerer han også, at Moderniseringsstyrelsen trækker gavens værdi fra det beløb, som han får udbetalt.

Styrelsen ønsker ikke at svare på, om en sådan gave skal modregnes.

Hverken Kristian Jensen eller partisekretær Claus Richter er vendt tilbage på Ekstra Bladets henvendelse.

1 af 2 Anders Fogh Rasmussen fejrer sin 50 års fødselsdag på Christiansborg. Lars Løkke Rasmussen ønsker tillykke. I baggrunden ses kajakken, som Fogh synes, var for dyr at ønske sig. (Foto: Mads Winther)
2 af 2 Lars Løkke Rasmussen fik flot gave af Venstre. (Foto: Mikkel Tariq Khan)
0 kommentarer
Vis kommentarer