Jens Rohde: Derfor har Helle klasse

Venstre-manden Jens Rohde tror, at Thorning har et særdeles stærkt trekløver af statsledere i ryggen

Jens Rohde er brændt varm på tanken om en dansker i spidsen for Det Europæiske Råd. (Foto: AP og Polfoto)
Jens Rohde er brændt varm på tanken om en dansker i spidsen for Det Europæiske Råd. (Foto: AP og Polfoto)

Venstres Jens Rohde føler sig overbevist om, at mange magtfulde europæiske politikere i øjeblikket ønsker at se Helle Thorning-Schmidt posten som formand for Det Europæsike Råd, også kaldet EU-præsident.

Derfor slår han i dagens Berlingske fast, at alle danske politikere på tværs af partiskæl bør bakke hende op.

Ekstra Bladet fangede tirsdag eftermiddag Jens Rohde på en mobiltelefon i Bruxelles for at få en nærmere forklaring på, hvorfor en Venstre-mand pludselige er politisk småforelsket i en socialdemokrat.

Statsledere i ryggen
- Helle Thorning er et særdeles godt bud på posten som rådsformand, fastslår Jens Rohde.

Han vurderer at mange brikker stadig skal falde på plads, men at Tysklands kansler Angela Merkel, Frankrigs præsident Francois Hollande og Storbritanniens premierminister David Cameron alle støtter Thorning. Og holder det stik, så ser det ganske lovende ud for statsministeren.

- Men hvordan kan du egentlig tale for en socialdemokrat?

- En dansk socialdemokrat er væsentlig mere borgerlig end mange såkaldt borgerlige kandidater fra de syd- eller østeuropæiske lande. Det er vigtigt at huske, siger Rohde.

- Du siger, hun har god stil, hvad mener du egentlig?

- Hun har god stil. Hun bevæger sig scenevant...

Klasse som Fogh
- Så det er ikke tøjet, du tænker på?

- Nej, det svarer til, at jeg i sin tid også altid var stolt af Anders Fogh. Det er den generelle fremtoning. Hun er 'likeable' (sympatisk, red.). Enhver der har været i selskab med Helle Thorning ved, at hun er godt selskab.

- Du kan ikke sammenligne de to typer Thorning og Fogh, men Anders Fogh han udstråler bare klasse. Og det gør Helle Thorning også, når hun kommer her.

- Og hvad betyder det, at hun er godt selskab?

- Det betyder enormt meget, hvis man skal være rådsformand. Så gælder det netop om at kunne bygge broer. Det vil hun være god til. Jeg har også altid selv synes, hun var godt selskab, når jeg har mødt hende.

Godt selskab
- Mange føler ellers, at Thorning kan virke som en kold skid. Og kynisk. Hvorfor synes du, hun er godt selskab?

- Hun spreder godt humør i det rum, hun er i. Og ja, du bliver ikke statsminister, hvis ikke du kan være kynisk, men uanset hvad jeg har haft med hende af kampe, så har jeg aldrig nogensinde oplavet hende som andet end, at hun på det personlige plan er godt selskab. Jeg kan bare konstatere, at der er mange hernede i Bruxelles, der godt kan lide hende.

- Jeg tror i forhold til, hvordan mange toppolitikere er på den internationale scene, så bliver Helle Thorning oplevet som alt andet end en kold skid. Hun er god til at finde balancen mellem den formelle indgang man skal have hér. Også kan hun knække de formelle koder, fordi hun er dansk. Det kommer man ret langt med i et meget formelt system.

Pinlig Klima-Løkke
- Det er ikke så længe siden, du forsøgte at få Lars Løkke sat af post. Nu kommer du så med nogle meget positive ord om statsministeren, som måske slet ikke får det job. Skal vi lægge noget i den timing?

- Jeg synes, den diskussion bør hæve sig over dansk indenrigspolitik. Der er intet, der interesserer mig mindre end at lave en indenrigspolitisk dagsorden ud af det her. Overhovedet ikke, siger han og tilføjer:

- Hvis man synes, det er en sviner til andre, så er man et meget lille menneske, siger Jens Rohde.

- Ville så sige de samme ting om Lars Løkke?

- Det er slet ikke nogen relevant diskussion. Hvis Lars Løkke var i spil til en toppost, så ville jeg også gøre alt, hvad jeg kunne for også at tale ham op, fordi når folk er i spil til de her poster, så skal vi kunne se hen over de skel, der ellers er. Se på de fantastiske muligheder, det giver.

- Når du beskriver Helle Thornings færden i Bruxelles, så lyder det som alt andet end den Lars Løkke, vi så i Bella Centret under klimatopmødet...

- Lars Løkke er slet ikke i mine tanker i det her. Han er ikke kandidat. Det har intet med Lars Løkke at gøre. Det har noget med Helle Thorning-Schmidt at gøre. Det vil jeg insistere på. Hvis nogen vælger at tolke anderledes, så er det deres problem.

Fedteri
- Er så ude på at allerede nu at skabe et godt forhold til Thorning, hvis hun om kort tid får en flot post, der hvor du begiver dig til daglig?

- Jeg har allerede et godt forhold til Helle Thorning. Jeg har haft et fantastisk samarbejde med den danske regering under det danske EU-formandskab

0 kommentarer
Vis kommentarer