BilhaderListen: Vi har fandme motorvej nok

De slås efterhånden over hele landet for at få flere motorveje. Nu må det stoppe, siger Enhedslisten efter trafikaftale

Henning Hyllested gider ikke køre langt i sin Kia Picanto. (Foto: Lars Krabbe)
Henning Hyllested gider ikke køre langt i sin Kia Picanto. (Foto: Lars Krabbe)

Alle Folketingets partier er onsdag formiddag blevet enige om en ny trafikaftale.

Med i aftalen er to nye stykker sjællandsk motorvej. Til Kalundborg samt mellem Næstved og Rønnede.

Aftalen glæder transportminister Magnus Heunicke (S), fordi den i hans øjne styrker erhvervslivets muligheder for at komme frem i livet.



- Vi har valgt at fokusere på projekter med høj forrentning, siger Magnus Heunicke.

Men aftalen er noget værre makværk, mener Enhedslisten, der som eneste parti ikke har givet håndslag på aftalen.

Vanvittigt
- Vi synes fandme, der er motorvej nok i det her land. De slås efterhånden over hele landet for at få flere motorveje. De vil også have en ned igennem Jylland og jeg ska' gi' dig ska' jeg. Det fuldstændig vanvittigt, siger trafikordfører Henning Hyllested til Ekstra Bladet.

- Motorveje er sikrere at køre på. Hvorfor er I så trætte af motorveje?

- Motorveje har den kedelige egenskab, at de generer mere trafik. Hver gang man bygger en motorvej, så bliver det nemmere at komme frem, det betyder, at flere tager bilen. Og det undergravet passagergrundlaget for den kollektive trafik. Det betyder, flere biler og mere partikel- og co2-udledning til skade for miljøet, siger han.

- Man kan ikke blive ved på den her måde med bare at bygge motorveje. Det er den helt forkerte vej at gå.

- Har du selv bil?

- Ja, jeg har en Kia Picanto, som er syv år gammel. Den kører 20 kilometer på literen.

- Men synes du ikke, det er rart, at kunne komme hurtigt hjem til svigermor, når du kører i den Picanto?

- Vi bruger mest bilen til at køre bykørsel her i Esbjerg. Det er sjældent, vi kører langt. Det kan tælles på to fingre, jeg har taget bilen til København. Man er jo anstrengt og anspændt, når man kører langt. Jeg synes ikke, det er rart at køre på motorvej, når jeg kan sidde i et tog, hvor jeg kan læse, arbejde eller sove.

I dagens aftale afsættes knap 800 million kroner til de to nye stykker motorvej.

Henning Hyllested og Enhedslisten ville i stedet bruge de penge på at indsætte flere og bedre pendlertog i hovedstadsområdet.

Hvis du vil se nærmere på, hvor de to nye motorveje kommer til at gå, så se faktaark i link herunder. Bemærk at motorvejen til Kalundborg befinder sig i et tidligt planlægningsstadie.

Kalundborg

Rønnede

0 kommentarer
Vis kommentarer