Laver værdikanon: Skal modvirke ekstremisme

Martin Geertsen fra Venstre vil lave en kanon over danske værdier, så udlændinge ved, hvad Danmark er

Martin Geertsen er integrationsordfører for Venstre og ønsker, at Danmark får defineret, hvad danske værdier egentlig er (Foto: Jens Dresling)
Martin Geertsen er integrationsordfører for Venstre og ønsker, at Danmark får defineret, hvad danske værdier egentlig er (Foto: Jens Dresling)

Nu kan det være nok med værdi-diskussioner uden faktisk at vide, hvad danske værdier er.

Sådan tænkte integrationsordfører for Venstre, Martin Geertsen, i forsommeren. Derfor besluttede han sig for at læse op på værdier og normer. Han vil nemlig definere en slags værdi-kanon for Danmark.

- Jeg har også hørt mange af mine kloge venner og folk på facebook om, hvad de definerer som danske værdier. Og nu er jeg nået frem til otte punkter, som kan være oplæg til debat om, hvad danske værdier egentlig er, siger Martin Geertsen til Ekstra Bladet.

- Men hvorfor er det overhovedet nødvendigt med en værdi-kanon?

- For at udlændinge ved, hvilke værdier der er vigtige for danskerne. Det kan være svært for f.eks. syriske eller somaliske flygtninge at finde ud af, hvad der er dansk, og derfor kan en liste med konkrete værdier hjælpe.

- Vil det sige, at du vil lave en pjece og sende den rundt? Måske skrive værdierne ved landets grænser?

- Haha, nej, det betyder det ikke nødvendigvis. Jeg har lavet de her otte punkter for at sparke til bolden og forhåbentlig få en diskussion i gang om, hvad danske værdier egentlig er.

- Men er du som liberal integrationsordfører ikke bange for at være anti-tolerant? Du laver vel en slags 'os og dem' med sådan en liste?

- Nej, for det her handler ikke om at skulle nedsætte nogle love, som skal følges og håndhæves. Det handler bare om at definere et begreb - 'danske værdier' - så vi faktisk ved, hvad vi snakker om, når vi netop siger 'danske værdier'.

Se også: Studerende vil helst arbejde hos Mærsk og Novo

- Til hvilken nytte?

- Jeg håber på, at en konkret kanon ville kunne hjælpe f.eks. indvandrere i Danmark, som leger med ekstremistiske tanker. For hvis vi har nogle konkrete værdier at tilbyde som en del af integrationen, tror jeg, det er nemmere at tage et valg og lade de ekstreme områder ligge. Så er det muligvis nemmere at kunne se, at der er et valg, og at man kan blive en del af de værdier, som Danmark har.

- Nogle af værdierne er vel ikke specielt danske. Her tænker jeg på demokrati og tolerance. Hvorfor er de på listen?

- Ja, nogle af værdierne kan jo også sagtens være norske, svenske eller noget helt tredje. Men derfor er de stadig en del af det værdisæt, vi har i landet, og derfor har jeg taget dem med som oplæg til debat om emnet.

- Er din liste færdig nu?

- Nej, ikke nødvendigvis. Flere har allerede henvendt sig med ændringer. Den nuværende liste med værdier skal ses som et emne til en diskussion om definitionen af danske værdier, og jeg håber flere politikere vil være med til at diskutere emnet, siger Martin Geertsen til Ekstra Bladet.

Kan du se nytten af en værdiliste - og hvilke værdier skulle på din liste, hvis du skulle stå for at lave en dansk værdi-kanon?

0 kommentarer
Vis kommentarer