Internt V-papir viser Venstres forskelsbehandling

Venstre vil lave skrappere regler for udlændinge fra mindre udviklede lande ifølge nyt internt arbejdspapir

Udlændinge fra højtudviklede lande kan få lov til at komme til Danmark, hvis de på forhånd har et job klar til omkring 17.000 kroner om måneden - eller mindst 200.000 kroner om året.

Det er et af forslagene i et arbejdspapir på 26 sider fra Venstre, som DR Nyheder er kommet i besiddelse af.

Hensigten er at sikre, at de udlændinge, der kommer til Danmark, er fra de lande, der ligner Danmark mest.

Udlændinge fra mindre udviklede lande som Pakistan eller Thailand får dermed sværere ved at komme til Danmark. De skal have et job på hånden til en årsløn på 400.000 kroner, fremgår det.

Dermed vil Venstre lave to niveauer, men ifølge DRs oplysninger har partiet dog ikke lagt sig endeligt fast på beløbsgrænserne.

Mandag lancerede Venstres politiske ordfører, Inger Støjberg, et forslag om, at man skal kunne stille forskellige krav til indvandrere alt efter, om de kommer fra eksempelvis USA eller Pakistan.

Hun vil overfor DR ikke gå i detaljer med udspillet, da det endnu ikke er færdigt, men det bliver taget op på partiets sommergruppemøde i næste uge, lyder det.

Ifølge arbejdspapiret vil et vist antal borgere fra blandt andet Argentina, Canada, Israel og USA få adgang på mere lempelige vilkår end andre nationaliteter.

I oplægget står der, at "Venstres udgangspunkt for hvilke lande, der skal være omfattet af den særligt lempelige adgang, vil være en kombination af de højest placerede lande på FN's Human Development Index og listen over visumfrie lande".

EU-parlamentariker Jens Rohde har udtrykt "bekymring" over forslaget om forskellige krav til indvandrere, og folketingsmedlem Birthe Rønn Hornbech har sågar sagt at "nogle dansk-somaliere kan flere sprog end Inger Støjberg".

Støjberg har tidligere anerkendt, at det kan blive vanskeligt at lave lovgivning, der skelner mellem forskellige typer af indvandrere.