DF-Søren til Tyrkiet-fans: Gu er I ej danske

Der blev buhet under nationalsangen i aftes. Det siger alt om loyaliteten hos de mennesker, lyder det fra DF's Søren Espersen

Søren Espersen raser efter fans af det tyrkiske landshold buhede i Odense. (Foto: Joachim Adrian)
Søren Espersen raser efter fans af det tyrkiske landshold buhede i Odense. (Foto: Joachim Adrian)

Søren Espersen (DF) er kommet i gevaldig modvind på det sociale medie Twitter, efter han har kaldt fans af det tyrkiske landshold pinlige beskæmmende.

Under en venskabskamp i Odense mellem Danmark og Tyrkiet - som danskerne i øvrigt tabte 2-1 - var der nemlig stor verbal opbakning til det tyrkiske landshold fra den ene endetribune.

Og her torsdag morgen er Dansk Folkepartis hardhittet stadig vred.

- Jeg er rasende over det, siger han til Ekstra Bladet.

- Det her er måske anden eller tredje generationsindvandrere. At Odense Stadion bliver hjemmebane for det tyrkiske landshold siger noget om, hvor loyaliteten ligger.

- Hvor ved du fra, at det var herboende tyrkere?

- Til en venskabsskamp, hvor der bliver skiftet 50 spillere ud på hvert hold, der rejser man ikke fra den ene ende af Europa til den anden, så det gætter jeg mig til.

Uappetitligt
- Hvorfor må man ikke holde med det tyrkiske landshold, hvis ens forældre kommer derfra?

- Problemet er ikke dem, som er første- eller andengenerationsindvandrere. Det her er måske tredje. Hvor længe skal de blive ved? Hvad er meningen med, at Odense Stadion skal omdannes til en hjemmebane for det tyrkiske landshold. Det er bare ikke i orden. Det siger noget om loyaliteten.

- Fordi man holder med Tyrkiet i fodbold kan man vel godt passe sit arbejde og være en god samfundsborger alligevel...

- Man behøver ikke buhe under den danske nationalmelodi. Det var det, der skete.

- Så det var især dét, der faldt dig for brystet?

- Hvad fanden bilder de dem ind. At buhe under den danske nationalsang, som tyrkere der måske er anden eller tredje generation her i Danmark.  De står og buher, når Der er et yndigt land bliver spillet.

- Helt ærligt, hvad bilder de sig ind? Hvad forestillet de sig? Én ting er, hvem man af hjertet holder med, men at stå og buhe mens der er nationalsang blandt en masse herboende tyrkere. Det er ikke alene uanstændigt, det er også uappetitligt.

Gu er man ej
- Er det ikke bare fodboldfans i flok. Gør du det ikke udtryk til noget større, end det er?

- Nej, det er loyaliteten, det drejer sig om. Det her er testen. Hvem holder man med? I hvilket land har man sit hjerte? Er man blevet dansker, når man står og buher af den danske nationalmelodi. Gu' er man ej.

- Det kan da godt være, de føler sig danske, men lige præcis på en fodboldbane har de det anderledes. Det danske landshold er jo på et historisk lavpunkt. hvad angår popularitet.

- Så skal man så buhe af dem på en dansk hjemmebane? Vi står der ikke og buher. Det gør ordentlig mennesker da ikke.

- Det er da standard i fodbold, at hvis man er utilfreds med holdet, så buher man?

- Jeg har dækket utallige landskamp. Og jeg har aldrig nogensinde oplevet, at der er blevet buhet, når Der er et yndigt land bliver spillet i Parken. Det så jeg i aften på Odense Stadion. Hvad fanden bilder de sig ind? Hvad er det for nogle mennesker? Det er uforskammet.

Hjertet med
- Lægger du ikke for meget i drengestreger?

- Nej, det er en alvorlig sag, at man buher af den danske nationalsang. Det gør man ikke, når man er anden- eller tredjegenerationsindvandrer i Danmark med dansk pas og hævder, at man er dansker.

- Nu spørger jeg nok dumt, men hvorfor er det så slemt at buhe af Der er et yndigt land?

- På en dansk hjemmebane? Hvor vi synger vores nationalsang, hvor vi står op, når vi synger vores nationalsang og tager det højtideligt. Hvad er der galt med det? Det må du selv svare på. Det tror jeg enhver ved.

Søren Espersen fortæller, at hans egen kone, som er født i England, faktisk besluttede under en landskamp, at nu ville hun have danske statsborgerskab.

- Der havde hun hjertet med. Det har de mennesker på Odense Stadion ikke, slutter han.

Se også: ØV: Skidt dansk generalprøve før Armenien

9 kommentarer
Vis kommentarer