Med en løn i omegnen af 200.000 euro årligt har tidligere statsminister og NATO-generalsekretær Anders Fogh Rasmussen ikke gået for lud og koldt vand.
Alligevel er politikerlønnen kun en sølle pose penge i forhold til de mangecifrede millionbeløb, topchefer og super-lobbyister scorer i de øvre luftlag af europæisk politik og rådgivningsverden.
Men det kommer efter alt at dømme til at ændre sig nu, efter Anders Fogh Rasmussen har stiftet virksomheden ’Rasmussen Global’.
Fogh kan bl.a. skele til Tony Blair. Den tidligere Labour-premierminister fra Storbritannien har, siden han forlod toppolitik i 2007, tjent enorme summer på rådgivningsarbejde på topplan samt udgivelsen af hans bestseller. Præcist det samme, som Anders Fogh Rasmussen nu kaster sig ud i.
Den seneste opgørelse af Tony Blairs formue viser ifølge Daily Telegraph, at han er over 630 mio. kroner værd. Dette inkluderer dog en stribe ejendomme samt det faktum, at han har tjent styrtende med penge på sin selvbiografi, der blev et hit i en lang række lande.
Alligevel kan Anders Fogh Rasmussen se frem til at tjene fyrstelige summer på bl.a. at holde taler for virksomheder og politiske organisationer ved siden af det rådgivningsarbejde, han med Rasmussen Global kaster sig ud i.
Ifølge Ekstra Bladets oplysninger har Fogh allerede 10-15 taler i kalenderen de næste tre måneder i byer som Oslo, New York og Zürich.
På internationalt topplan kan tidligere politiske ledere ofte tjene sekscifrede beløb på at holde taler. Bl.a. kostede Bill Clinton over 125.000 dollar at få som taler i årene, efter han var stoppet som præsident. Clintons udenrigsminister, Madeleine Albright, der også har skabt en guldrandet karriere som rådgiver og taler, tager i dag over 40.000 dollar – 220.000 kroner - for at holde en tale.
Hvorvidt bogen bliver en salgssucces, er mere tvivlsomt. Den kommer ifølge ham selv til at handle om strategiske udfordringer i det 21. århundrede og vil dermed næppe have samme salgspotentiale som Tony Blair, der diskede op med insiderhemmeligheder om nogle af de saftigste politiske sager i britisk og international politik.
Hos Rasmussen Global ønsker Foghs tidligere spindoktor, Michael Ulveman der følger med over i firmaet til kommunikationsopgaver, ikke at fortælle, hvad Anders Fogh Rasmussen vil tage for at holde taler.