Socialdemokraten Mette Gjerskov oplevede som minister, at chikanen mod hendes person nåede nye højder, fordi hun sad med ansvaret for den forhadte hundelov, som forbyder 13 hunderacer.
- Jeg har skullet dø, ligesom hundene skulle dø. Og min familie har skullet dø, fortæller hun om truslerne på især de sociale medier.
- Mine naboer fik skrevet på deres væg ’dø ministerso’ og ’luder’, fordi nogen havde taget fejl af, hvor jeg boede. Det var ubehageligt –især fordi det gik ud over andre end mig, fortæller hun og fortsætter:
– Det var særligt slemt for min nabos teenagedatter, der kom hjem og opdagede det. Hun troede jo, det var rettet mod hende, indtil hun opdagede, der stod minister på den anden væg. Så vidste de, at truslerne var rettet mod mig.
Død hund
- Jeg måtte straks over med blomster og en undskyldning, konstaterer socialdemokraten.
Ved et andet tilfældet fik Fødevareministeriet tilsendt en pakke med skriften ’Vær ikke bange, det er min hund, der er kremeret’. Indeni lå noget savsmuld.
- Det brød ministersekretærerne sig bestemt ikke om at pakke ud, fortæller hun.
Senere blev Mette Gjerskov opsøgt af pakkens afsender ved et 1. maj-møde. Her undskyldte han pakken og dens underliggende trussel.
Omringet
Ved samme lejlighed blev hun omringet af vrede hundeejere, som afkrævede hende svar om hundeloven.
- De pressede mig op imod scenen efter min tale, det var lidt grænseoverskridende; men jeg fik talt med dem alligevel, husker Mette Gjerskov.
Også på Facebook fik hundeejerne frit afløb for deres vrede. Det blev så slemt, at den daværende minister stoppede med at acceptere venneanmodninger, hvor brugeren havde en hund som profilbillede.
Ministeriets postkasse blev også fyldt med hadefulde breve.
- Men som minister behøver man heldigvis ikke åbne dem alle sammen, forklarer hun.
Allerede inden ministertiden oplevede Mette Gjerskov bagsiden af medaljen for den politiske indflydelse. Flere gange er hun skredet til politianmeldelse.
Dødstrusler
- Jeg har modtaget dødstrusler, hvor en person flere gange klippede annoncer, hvor jeg fortalte om et arrangement, ud af avisen, fortæller Mette Gjerskov.
- På annoncerne skrev gerningsmanden, at jeg ville blive slået ihjel på dét sted på et bestemt tidspunkt. Det var meget konkret, og det gik jeg selvfølgelig til politiet med. Men de fandt aldrig gerningsmanden, siger hun.
Mette Gjerskov oplever, at kvinder bliver udsat for en anden slags angreb end mænd.
- ’Du ligner en fed ko’ og den slags. Det tror jeg, vi kvinder får mere af end mændene. Vi bliver vurderet mere på vores udseende, mener hun.