Toppolitikerne i Dansk Folkeparti med Kristian Thulesen Dahl i spisen har gang på gang slået fast, at det er uanstændigt, at de ældre bliver ramt af sparekniven.
Men i en række kommuner, hvor Dansk Folkeparti er med i næste års budgetforlig – og hvor der sågar sidder DF’ere på de ansvarlige udvalgsformandsposter – bliver der skåret på ældreområdet.
Det viser en opgørelse, som FOA har lavet for Ekstra Bladet.
– Det er stærkt overraskende, lyder den umiddelbare reaktion fra FOA-formand, Dennis Kristensen.
– Når man kigger på det klassiske hjerteblod for Dansk Folkeparti, så har det i allerhøjeste grad været ældreplejen.
– Jeg havde selv lejligheden til at holde et oplæg på Dansk Folkepartis årsmøde i år om, hvordan FOA ser på de aktuelle udfordringer i ældreplejen. Det er mit helt klare indtryk, at Dansk Folkeparti er meget fremme i skoene, når det gælder en anstændig ældrepleje, så jeg er stærkt overrasket over, at de selv er med til at gennemføre de besparelser, siger FOA-formanden.
Besparelser mange steder
Dennis Kristensens fagforbund, der repræsenterer mange medarbejdere i ældreplejen, har undersøgt, hvordan den kommunale ældre-økonomi kommer til at se ud næste år.
Her er det generelle billede trist for de ældre borgere.
Over halvdelen af landets kommuner har således besluttet, at de vil bruge færre penge pr. ældre til næste år sammenlignet med 2014, viser undersøgelsen, som Epinion har lavet for FOA blandt 70 kommuner på baggrund af de vedtagne budgetter for 2015.
Få overblikket: Sådan sparer kommunerne på de ældre
Efterfølgende har FOA dykket ned i budgetterne i kommuner med DF’ere på de ansvarlige poster. Og står den altså flere steder på besparelser, påpeger fagforbundet.
Det er ikke nemt
Et af de steder, hvor der skal spares på de ældre, er i Thisted Kommune. Her peger DF’s formand for social- og sundhedsudvalget, Peter Sørensen, på, at det i kommunen er svært at leve op til det, der bliver sagt på Christiansborg.
– Der er nogle ting, jeg bliver nødt til at have en holdning til som udvalgsformand, og så er der noget andet, jeg kan have en holdning til som medlem af Dansk Folkeparti. Sommetider er det ikke nemt, det kan jeg godt sige dig, siger han.
Kommunale spare-kvaler eller ej. Socialdemokraterne er ikke i tvivl om, hvad DF har gang i:
– Det er topmålet af hykleri, når Dansk Folkeparti med den ene hånd uddeler gyldne løfter og ældrefoldere, men med den anden håns selv fyrer sparekniven i kommunerne, siger partiets kommunalordfører Simon Kollerup.
I Ekstra kan du læse reaktionerne fra de ansvarlige DF-politikere i kommuner, som FOA peger på skærer på ældreområdet:
Få overblikket: Sådan sparer kommunerne på de ældre