Vermund forlovet: Gik alene til guldsmeden

Han kysser godt og har skør, tør humor, lyder det fra partilederen, som er ør af lykke ovenpå rigmanden Lars Tvedes telefonfrieri

Mangemillionæren Lars Tvede og politikeren Pernille Vermund har for alvor fundet melodien efter en pause i foråret. Her fra forlovelsestur til Mallorca. Foto: Privat
Mangemillionæren Lars Tvede og politikeren Pernille Vermund har for alvor fundet melodien efter en pause i foråret. Her fra forlovelsestur til Mallorca. Foto: Privat

Pernille Vermund nyder i disse timer sin vordende ægtemand, Lars Tvede, på en forlovelsestur på Mallorca.

Her ligger rigmandens lystyacht side om side med andre vilde velhaverbåde.

Den store fede forlovelsesring, som nu sidder på den 42-årige politikers finger, har hun selv valgt.

Tvede satte den på hendes finger, men det skete en rum tid, efter at et noget utraditionelt frieri fandt sted.

Han befandt sig på sin båd i Spanien og hun til hovedbestyrelsesmøde med Nye Borgerlige, da han sendte hende en sms og spurgte, om hun havde tjekket sin mail.

Se også: Nu skal Vermund giftes: I modgang og tomgang

Da Vermund - lettere bekymret - straks ringede til kæresten, fik han efter nogle startvanskeligheder munden på gled og anmodet om hendes hånd.

Telefonfrieriet skete 26. august, og det lå langtfra i kortene, da parret for få måneder siden gik fra hinanden, at de skal være hr. og fru.

Kysser godt
Parret fandt efter en måned sammen igen, men da understregede politikeren over for Ekstra Bladet, at der ikke var planer om ægteskab.

- Det var heller ikke oppe over, men så havde vi en måned sammen i sommer, hvor vi dels var sammen på Middelhavet, dels havde en rigtig dejlig uge, hvor vi kørte rundt i Danmark og så det meste af Jylland, siger hun søndag formiddag til Ekstra Bladet.

- Vi har ikke lyst til at være hinanden foruden. Vi har lyst til at blive gamle sammen, tilføjer partilederen, som udover at være glad for at kysse med sin udkårne (det er han god til), er vild med hans 'skøreste, tørreste humor' og 'klippefaste, stærke personlighed'.

- Uanset hvilket stormvejr, jeg bliver kastet ud i, er han rolig og rationel, og det er guld værd for mig. Og så keder vi os aldrig.

Se også: Vermund retter fejl: Sammen med kæresten igen

Gik selv til guldsmed efter ring
Parret blev et par dage efter forlovelsen genforenet i Danmark, hvor Pernille Vermund bor med sine tre drenge fra et tidligere forhold. Lars Tvede bor i Schweiz, når han ikke holder til i båden under sydligere himmelstrøg.

- Jeg havde Lars med nede hos en blomsterhandler for at bestille en brudebuket til min søster, og så havde han pludselig købt et kæmpe bundt langstilkede røde roser til mig, som jeg så måtte sidde med i favnen, da vi bagefter gik ud og spiste frokost på en café i Helsingør, griner Vermund, som på det tidspunkt stadig ikke havde fået nogen forlovelsesring.

Den gik hun nogen tid efter alene ind til en guldsmed for at få målt op til.

- Ja, hvor romantisk er det, men Lars havde jo ret i, at det ikke er fedt med en ring, som man skal gå med altid, og ikke synes er smuk, så jeg gik på vej til et møde ind til en guldsmed for at få målt min finger. Efter et kvarter havde jeg fundet en, som jeg syntes var sød og sendte et billede til Lars af den.

En sød sag med diamanter og brillianter sidder nu på Pernille Vermunds finger, efter hun har sagt ja til Lars Tvedes hånd. Foto: Privat
En sød sag med diamanter og brillianter sidder nu på Pernille Vermunds finger, efter hun har sagt ja til Lars Tvedes hånd. Foto: Privat
 

Diamanter og brillianter
- Han ringede bagefter til guldsmeden og bestilte den og satte den på min finger lige inden et interview med B.T. på Glypototeket, siger Vermund, som efter eget udsagn ikke har nogen anelse om, hvad den søde sag med både diamanter og brillianter har kostet.

- Men ringen er købt hos en guldsmed i Bredgade, så helt billig har den nok ikke været.

Pernille Vermunds drenge har taget det forestående giftermål godt.

- Den lille udbrød godt nok: 'Jeg er ligeglad, for børn må alligevel ikke være med til bryllupper'. Da jeg så fortalte ham, at børnene var de allervigtigste til bryllupet blev han helt lykkelig igen. De store er meget meget glade, siger Vermund, som tilføjer, at hendes mellemste søn kalder Tvede for en 'beholder'.

- Altså, en keeper.

Se også: Politisk leder og rigmand: Kærligheden holdt ikke

Eksmand sagde tillykke
Lars Tvede har to voksne døtre, Sophie på 25 og Louise på 19. De er i skrivende stund sammen med deres far og hans forlovede.

Døtrenes mor, som Tvede var sammen med i 30 år, er i lighed med Pernille Vermunds eksmand orienteret om det kommende ægteskab.

- Min eksmand sagde tillykke, og han har også et fint forhold til Lars, siger Vermund.

Se også: Pernille Vermund om sin millionær-kæreste: Han er verdens dejligste

Skal ikke have flere børn
Hun kunne godt tænke sig flere børn, men har afskrevet muligheden.

-  Det er ikke, fordi jeg elsker andres børn vildt meget, men jeg er så lykkelig, når jeg er sammen med mine drenge. Og når de en dag flytter hjemmefra bliver det helt forfærdelig. Men Lars og jeg skal bestemt ikke have børn, for mine drenge er så store, og så vil det være lidt mærkeligt at have en halvbror eller halvsøster, som jeg er sammen med hele tiden, når jeg kun har de andre halvdelen af tiden.

Pernille Vermund havde ikke ventet et frieri over telefonen, men sagde ja til Lars Tvede. Foto: Privat
Pernille Vermund havde ikke ventet et frieri over telefonen, men sagde ja til Lars Tvede. Foto: Privat
 

Se også: Vermund svarer på blåt angreb: Det er pjattet

Følger med hvor jeg er
Når parret bliver smedet sammen - i en kirke i Vermunds lokalområde i Nordsjælland - har de ingen planer om også at dele folkeregisteradresse.

- Lars kommer til Danmark en gang om måneden, og så er jeg nogle dage om måneden i Schweiz, hvis ikke vi er på hans båd på Mallorca, siger Vermund, som pendler mellem hjemmet i Snekkersten og Sønderjylland, hvor hun stiller op til Folketingsvalget.

- Når Lars er her, følger han med, der hvor jeg er. Og mit arkitektarbejde kan jeg passe fra Danmark som fra Schweiz.

Iværksætter, finansmand og forfatter Lars Tvede er blevet rig på mobile medier og it-virksomheder. Han har i over 20 år boet i Schweiz, hvor han nåede at se sit firma blive 45 milliarder kroner værd på den tyske børs, før IT-boblen sprang.

Se også: DF langer ud efter Nye Borgerlige: - Det er langt ude

1 af 3 En sød sag med diamanter og brillianter sidder nu på Pernille Vermunds finger, efter hun har sagt ja til Lars Tvedes hånd. Foto: Privat
2 af 3 Pernille Vermund havde ikke ventet et frieri over telefonen, men sagde ja til Lars Tvede. Foto: Privat
3 af 3 Mangemillionæren Lars Tvede og politikeren Pernille Vermund har for alvor fundet melodien efter en pause i foråret. Her fra forlovelsestur til Mallorca. Foto: Privat
249 kommentarer
Vis kommentarer