S kræver handling: Kontrol af danske banker skal skærpes

Hvidvaskskandale i Danske Bank viser, at der er behov for mere kontrol, mener Morten Bødskov (S). DF er enig

Onsdag står i den grad i den skandaleramte Danske Banks tegn.

Når erhvervsminister Rasmus Jarlov (K) i eftermiddag holder møde om stramninger af hvidvaskreglerne, har Morten Bødskov (S) tre krav med for at undgå lignende i fremtiden.

Han er formand for Folketingets Erhvervs-, vækst- og eksportudvalg.

- Punkt ét er, at straffen bliver skærpet markant for hvidvask og anden økonomisk kriminalitet.

- Punkt to er bankernes forpligtigelse til at holde mere øje med mistænkelige transaktioner.

- Og dernæst, at kontrollen bliver skærpet med bankerne - både kontrollen fra bagmandspolitiet og finanstilsynet, siger han.

Morten Bødskov vil dog ikke løftet sløret for, hvordan det konkret skal føres ud i livet før eftermiddagens møde.

Han bakkes op af finansordføreren for Dansk Folkeparti, René Christensen, der ønsker at indskrænke nogle af bankernes muligheder og rettigheder på grund af hvidvaskskandalen.

- Det vil være i forhold til det kontrolpres - både i forhold til interne arbejdsgange, som umiddelbart er den største udfordring.

- Men også i forhold til, hvordan finanstilsynet har adgang til at kunne kontrollere de her arbejdsgange, der bliver vi nødt til at skærpe nogle muligheder, siger han.

Han maner dog til ro, så Christiansborg ikke lovgiver "ud fra affekt" og afventer i højere grad et fagligt grundlag.

Det er den finansielle forligskreds bestående af alle partier foruden Alternativet og Enhedslisten, der deltager i mødet med finansministeren.

5 kommentarer
Vis kommentarer