Joachim B i infight med Skipper: Du er ikke en skid bedre

Danske Bank skandalen har fået to politiske profiler i verbal infight

Skipper og Joachim B er i infight ovenpå Danske Bank-skandalen. Få en analyse af hele den historiske hvidvask-skandale her.

Skandalen med hvidvask af penge gennem Danske Bank har sat sindene i kog i de fleste danske dagligstuer - men i den grad også på Christiansborg.

Tidligere i dag twittede Enhedslistens politiske ordfører Pernille Skipper, at Dansk Bank har deltaget i 'voldsomt omfattende økonomisk kriminalitet' (Se herunder).

 

Det blev for meget for Liberal Alliances finansordfører Joachim B. Olsen, der i et svar skriver, at  Skipper 'ikke er en skid bedre' end, når den yderste højrefløj kritiserer muslimer. Det har her til aften fået Skipper op i det røde felt, og Enhedslistens frontkvinde svarer tilbage:

'Du sammenligner en gigantisk finansiel institution - så stor at den kunne trække hele samfundet med ned - med minoriteter som udsættes for hetz og rettighedstab alene pga. deres etnicitet/religion (bl.a fra dit “liberale” parti). Flot.'

 Se dialogen herunder:

Ekstra Bladet fangede Joachim B. Olsen her til aften, og han står stadig 100 procent på mål for det, han skrev:

- Det hun skriver giver ikke mening. Det der er sket i den Danske Bank er uden for den acceptable fejlmargen. Det er vigtigt for mig at sige. Jeg var også en af de første til at kritisere det, og jeg har også siddet på samråd og kritiseret det, fordi det er berettiget.

- Men det hun lægger op til er, at Danske Bank er en kriminel koncern, og det er jo noget sludder. Der har siddet nogle mennesker i begge ender af de her transaktioner og begået kriminalitet, og Danske Banks opgave var at være opmærksomme på det og få det stoppet. Det har de ikke været gode nok til, men det er jo noget andet end, at hele koncernen har medvirket til kriminalitet, som hun skriver. Det er sgu for populistisk at skrive og helt forkert.

Hvor kommer sammenligning med den yderste højrefløj så ind i billedet?

- Når den yderste venstrefløj kører løs og skaber et billede af, at Danske Bank som koncern er kriminel, så svarer det til, at nogen på den yderste højrefløj siger, at alle muslimer er kriminelle og terrorister. Det er det jeg opponerer mod. Jeg har ikke noget behov som sådan for at forsvare Danske Bank, men min pointe er, at det ikke er rimeligt, at sige at hele koncernen er kriminel, siger Joachim B. Olsen. 

Det er ikke lykkes at få en kommentar fra Pernille Skipper.

Dansk politik - 19. sep. 2018 - kl. 16:04 Efter Danske Bank skandalen: Otte-dobler bøde for hvidvask

684 kommentarer
Vis kommentarer