Aviser: Samuelsens politiske nederlag er totalt

Tåkrummende amatøragtig og kørt over i magtspillet på Christiansborg lyder vurderingen af LA's politiske leder

Flere af de store danske aviser langer onsdag ud efter Liberal Alliance.

Det sker, efter at Anders Samuelsen på et pressemøde tirsdag aften annoncerede, at man foreløbig dropper kravet om skattelettelser og i stedet stemmer for finansloven.

Indtil da havde partiet ment, at skattelettelser var en forudsætning for et ja til finansloven.

I Jyllands-Postens leder mener man, at regeringspartiets troværdighed er helt i bund.

- LA er helt planmæssigt blevet kørt godt og grundigt over i magtspillet med de tunge drenge på Christiansborg. Her kan partiets formand (politisk leder, red.), Anders Samuelsen, slet ikke være med.

- Det politiske nederlag er totalt. Afklædningen for åbent tæppe (er, red.) nærmest tåkrummende amatøragtig, står der i lederen i onsdagens avis.

Se også: Hans Engell om Samuelsens kapitulation: Et af de helt store knæfald i nyere politisk historie

Hos Berlingske mener man, at det næsten var 'amatøragtigt og dumt at kæmpe så hårdt mod Dansk Folkepartis modvilje'.

Alligevel er der også ros fra Berlingskes chefredaktion.

- Men den gode vilje fortjener partiet anerkendelse for, lyder det.

I en analyse i Politiken skriver politisk redaktør Anders Bæksgaard, at der er intet, der tyder på, at statsministeren får arbejdsro efter nytår.

Efter Samuelsens pressemøde holdt statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) sit eget. Her forklarede han, at han er ærgerlig over, at en skatteaftale er blevet koblet sammen med en aftale om udlændingestramninger.

Selv om det måske ligner, at julefreden har sænket sig, skal statsministeren nok få rigeligt at se til efter nytår.

- Når statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og resten af ministrene vender tilbage fra juleferie, er der intet, der tyder på, at krisen i blå blok vil være løst.

- Danmark har for tiden en statsminister med meget usædvanlig begrænset manøvredygtighed, og ganske lidt tyder på, at det vil ændre sig, bare fordi det bliver januar, skriver Anders Bæksgaard.

Det er slut med ultimative krav om historiske skattelettelser fra LA-leder Anders Samuelsen. Foto: ritzau/Philip Davali Dansk politik - 19. dec. 2017 - kl. 20:07 Samuelsen: Jeg har ansvar for et uværdigt cirkus

Står afklædt

Ekstra Bladets politiske kommentator Hans Engell:

- Anders Samuelsen har lagt sig fladt ned. Det var et af de helt store knæfald i nyere politisk historie, vi var vidne til.

- Samuelsen kunne træde ud af regeringen, fremtvinge et folketingsvalg eller hejse det hvide flag. Samuelsen valgte flaget og har virkeligt kapituleret.

Politisk journalist på Weekendavisen Hans Mortensen:

- Hvis Samuelsen endnu engang forsøger at komme med ultimative krav, så vil folk jo have meget svært ved at tage ham alvorligt. Han står jo noget afklædt lige nu.

Politisk analytiker ved Altinget Erik Holstein:

- Det er selvfølgelig en ydmygelse for Anders Samuelsen, men det er nok bedre at rejse sig fra spillebordet i tide, før man har spillet det hele op.

264 kommentarer
Vis kommentarer