B.S. gjorde Venstre valg-klar med peptalk og terrorvideo

Den tidligere jægersoldat B.S. Christiansen gav en valg-peptalk til Venstre på Marienborg. Se Løkke i valgkamp-mode

Statsminister Lars Løkke (V) er på charmeoffensiv, og politiske kommentatorer spår om valgdatoen i kaffegrums og statsministerens badevægt.

I Venstre hyrede man i det sene forår den tidligere jægersoldat B.S. Christiansen til at give partisoldaterne mentaltræning på Marienborg.

Det oplyser nyhedsbreve fra Venstres retsordfører, Preben Bang Henriksen, som sammen med den resterende folketingsgruppe var inviteret på Marienborg af Venstres ledelse 18. maj for at drøfte ’de kommende valgkamp-temaer’.

’BS Christiansen var indforskrevet. Ikke som minister – endnu i hvert fald
– men som mental-coach, eller hvad det nu hedder’, skriver Preben Bang Henriksen i sit nyhedsbrev ’Sund fornuft på nordjysk’ fra juni.

Angreb på Mette F.?
Peptalken til partisoldaterne bestod både i tavlearbejde fra jægersoldatens side og en video med terrorister.

’BS tegnede cirkler og trekanter og meget andet for til sidst at vise en film – helt sikkert med klar adresse til Socialdemokratiet – hvor Jægerkorpset, bevæbnet til tænderne, samtidig – til lands og fra luften med chokbomber og lysprojektiler
– trænger ind i en bygning, hvor nogle terrorister holder gidsler’, skrev V-profilen.

Jægersoldaten med en Bubber-fortid var dog ikke den eneste, som holdt oplæg. Der var også lavet en række målinger af vælgerne, og hvad Venstre skulle slå på for at få dem overtalt.

’Kloge strateger fremlagde omfattende undersøgelser med mange farvede grafer over, hvad der optager vælgerne’, fortæller retsordføreren.

Stikpille til se mig-kolleger
Der var dog ikke meget nyt i undersøgelserne ifølge V-profilen. Det samme gjaldt nogle af de politiske kollegers spørgelyst under statsministerens redegørelse for ’den aktuelle politiske situation’.

Spørgsmålene fra Venstre-kollegerne var ment som selvpromovering til en ministerpost ifølge Preben Bang Henriksen.

’De sædvanlige spørgere fik stillet deres spørgsmål, alt sammen så Lars bedre kan huske dem, når næste ministerrokade skal finde sted. Det var der for så vidt heller ikke noget overraskende i’, skrev Preben Bang Henriksen.

Da jægersoldaten og mentaltræningen var færdig, skulle politikerne om bord på den ’Den liberale damper’, hvor dresscoden var ’en snert af sømand’. Jojo de liberale løver var nu beredte, ifølge retsordføreren.

’Vi er i den grad klar til valgkamp.’

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra B.S. Christiansen og Venstres partisekretær, Claus Richter.

Grafikken er fjernet på grund af opdateringer på sitet.

73 kommentarer
Vis kommentarer