Bag om skatte-dramaet: Sådan faldt Samuelsen til patten

Efter møde i regeringstoppen måtte Anders Samuelsen erkende, at han heller ikke denne gang får sin store skatteaftale

Sådan her lød det fra Samuelsen umiddelbart efter Lars Løkkes pressemøde (Video: Jonas Olufson)

Han har gang på gang krævet lavere topskat – nu er han endt som et regulært top-skvat.

Liberal Alliances formand, Anders Samuelsen, står fuldstændig afklædt tilbage, efter at hans storstilede skatteplaner igen er gået i vasken.

Manden, der med stålsatte øjne krævede topskattelettelser på fem procentpoint, må se i øjnene, at det blot bliver til nogle mindre skattelettelser – der sågar for længst er blevet aftalt med DF-formand Kristian Thulesen Dahl.

Regeringens ambitiøse skattereform er til gengæld droppet her og nu, forklarede Løkke på et pressemøde tirsdag.

Det er ellers ikke mere end en måned siden, at Samuelsen endnu en gang kravlede højt op i skatte-træet.

Her lovede LA-formanden, at de største skattelettelser ’i mands minde’ ville blive gennemført inden jul.

Da LA-formanden kort før juleferien så erkendte, at dette ikke kunne lade sig gøre, slog han i stedet fast:

’Jeg har aftalt med statsministeren, at regeringen umiddelbart efter Folketingets juleferie øjeblikkeligt indkalder til fortsatte forhandlinger om ikke bare en skatteaftale. Men en ambitiøs skatteaftale ... På den baggrund har jeg besluttet, at Liberal Alliance stemmer for finansloven.’

Anders Samuelsen forsøger at holde fanen højt. Foto: AP Dansk politik - 9. jan. 2018 - kl. 17:28 Så mange skatte-kameler har Samuelsen slugt

Marienborg-møde
Den første dag efter Folketingets lange juleferie – nemlig mandag i denne uge – mødtes regeringstoppen da også for at diskutere en skatteaftale.

Men det var nok ikke den diskussion, Samuelsen havde ønsket sig før jul.

Mandag aften indkaldte statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) nemlig regeringens koordinationsudvalg på Marienborg for at meddele, at man burde droppe de store skatteplaner.

I stedet skulle regeringen i denne omgang tage til takke med to mindre skatteaftaler, som den allerede har indgået med Dansk Folkeparti.

Flere centralt placerede kilder forklarer, at Anders Samuelsen ikke havde de store anker under mødet.

Gamle aftaler
Dermed bliver der dels tale om, at skatten for de laveste indkomster sænkes med omkring en milliard kroner årligt.

Pengene hentes gennem den såkaldte ’Jobreform fase 1’ helt tilbage fra november 2015, som indeholder et kontanthjælpsloft og en lav integrationsydelse.

Derudover lavede blå blok i sommer en pensionsaftale, som skal få danskerne til at blive længere på arbejdsmarkedet. Den aftale giver en besparelse på cirka 2,5 milliarder kroner, som skal løse det såkaldte samspilsproblem. Altså at det for mange danskere ikke kan betale sig at spare op til pension, fordi udbetalingerne bliver modregnet i sociale ydelser.

Men altså ingen nye store skattelettelser, som Samuelsen drømmer om.

Ikke desto mindre kan LA-formanden se et lys i mørket:

– Det går da den rigtige vej. Det er ikke sådan, at jeg er med i en regering, hvor vi stemmer for skattestigninger, lyder det fra Samuelsen.

Elefanter skal spises i små bidder

– Nu står vi med de første skattelettelser i hånden allerede på anden arbejdsdag.

Anders Samuelsen forsøgte ihærdigt at se tingene fra den lyse side, da han tirsdag blev konfronteret med regeringens aflyste skatteplaner.

– Men skattelettelserne har jo I aftalt med DF for længe siden?

– Han (Kristian Thulesen Dahl, red.) har også lige sagt det uden for døren og har bekræftet det. Det er jeg rigtig glad for, at han har bekræftet. Det vil jeg gerne kvittere for.

– Hvorfor tager du ikke konsekvensen og forlader regeringen?

– Skulle jeg forlade en regering, der hele tiden sænker skatterne? Hvorfor skulle jeg gøre det?

– Fordi du ikke får det igennem, som du har lovet dine vælgere?

– Jeg ville gerne gennemføre hele Liberal Alliances program den dag i morgen, men jeg har ikke 90 mandater.

– Jeg tror ikke, at nogen danskere er i tvivl om, at vi virkelig gerne vil sænke skatterne med noget mere. Men vi får hele tiden nogle skattelettelser. Vi får skattelettelser på biler, på huse, på telefon, internet, på nøddeafgifter, prisen på Storebælt osv. Vi bliver ved med at sænke skatter, men ikke i det niveau, vi gerne ville, lød det fra Samuelsen, der tog en noget utraditionel metafor i brug:

– Nogen siger en gang imellem, at elefanter skal spises i små bidder – man kan ikke tage det hele på en gang. Vi havde håbet, at vi kunne få lov til at sluge en stor, meget ambitiøs skatte-elefant på en gang. Det kan vi ikke, nu tager vi den så i bidder.

– Du siger, at I tager elefanten i små bidder. Afviser du helt alvorligt, at det her er en kæmpe kamel, som I skal sluge i en bid?

– Det er desværre ikke en kamel. For hvis det var det, var det hele den ambitiøse skattepakke for nu at blive i det dårlige billede. Men vi får en del af elefanten nu. For vi får en del skattelettelser allerede nu.

126 kommentarer
Vis kommentarer