Det er ikke med medlemmernes gode vilje, at Medieansvarsudvalget med Søren Pind i spidsen kan holde så meget af arbejdet hemmeligt som muligt, efter regeringen har brugt krumspring.
Faktisk var konklusionen på udvalgets allerførste møde, at tricket ikke skulle bruges. Det fortæller flere kilder til Ekstra Bladet. Blandt andre formand for Danske Medier, Mads Brandstrup.
Pind og co.s dunkle trick: Mørklægger medieudvalg
- Det overrasker mig meget, for vi sagde helt eksplicit, at det ikke skulle ske. Når vi skal tale om medieansvar og åbenhed virker de jo uforståeligt og uforsvarligt ikke at have åbenhed om arbejdet, siger han.
Gammelt trick
Tricket består i, at udvalget teknisk set nu er en "selvstændig forvaltningsmyndighed" og ikke et udvalg under ministeret. Dermed er kommunikation i udvalget ikke underlagt aktindsigt, der ellers lader offentligheden få indsigt i arbejdet.
- Det er jeg ikke vild med. Vi blev spurgt om det på det første møde, og her opfordrede jeg til fuld åbenhed. Det tror jeg er sundt, når vi diskuterer mulig regulering af medierne, siger administrerende direktør for JP/Politikens Hus, Stig Ørskov.
Samme holdning har Tine Johansen, formand for Dansk Journalistforbund. Hvilket hun også tilkendegav på mødet:
- Vi opponerede mod ideen og tog efterfølgende kontakt til ministeriet. Men vi har ikke officielt hørt mere, fordi der blev udskrevet valg.
- Hele min indgang til dette her er glæde over, at man diskuterer medie- og pressetik. Det må alle have en holdning til, så for mig er det en styrke og vigtigt, at det er en offentlig debat.
- Så jeg synes det er en forkert beslutning, hvis man har gjort udvalgets arbejde mindre åbent, siger hun.
Må laves om
Formand for Danske Medier, Mads Brandstrup, mener, at beslutningen om at lukke offentlighedens adgang til udvalget, må laves om.
- Det var helt klart, at det ikke var udvalgets ønske. Så det er en beslutning, der må omgøres. Hvis ikke det bliver lavet om, så er det jo en mistillidserklæring til os medlemmer.
Det er kulturminister Jakob Engel-Schmidts beslutning i sidste ende. Og mens formanden for udvalget, Søren Pind, har ytret ønske om at udvalgets arbejde skal kunne hemmeligholdes, tror Mads Brandstrup ikke, at det er ministerens.
- Det vil undre mig, hvis den nye minister har forholdt sig til det. Og jeg vil da tage for givet, at han følgerne medlemmernes ønske.
- Vi er jo blevet inviteret til at deltage i arbejdet. Så hvis de lægger op til en arbejdsform, som vi har sagt, vi ikke kan stå inde for, så er der jo ikke noget udvalg. Så sidder formanden der jo bare alene med to embedsfolk, siger han.
Ekstra Bladet har forelagt kritikken for Søren Pind, der svarer:
- Jeg kommenterer principielt ikke på drøftelser i udvalget.
Kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) har ingen kommentarer til kritikken.