Beklager brexit: LA undsiger pengemandens yacht-jubel

- Lars Seier er jo en fri mand og har de holdninger, han nu har, men det er bare ikke Liberal Alliances linje, lyder LA-ordførers reaktion på milliardærens jubel over brexit

Lars Seier Christensen på sin yacht, efter at det stod klart, at briterne havde stemt nej til at forblive i EU. Foto: Joachim Bjerg
Lars Seier Christensen på sin yacht, efter at det stod klart, at briterne havde stemt nej til at forblive i EU. Foto: Joachim Bjerg

 

- Dette er fantastisk, og EU bliver simpelthen nødt til at lytte til de europæiske befolkninger nu.

Jubelen var stor hos rigmanden Lars Seier Christensen, da han i går fejrede det britiske EU-nej på sin yacht ud for Cannes i Sydfrankrig.

Milliardærens jubel bliver imidlertid slet ikke gengældt hos vennerne i Liberal Alliance. Partiet, som Lars Seier tidligere har støttet med milliontilskud, kan således ikke finde den samme glæde i det britiske EU-nej. 

- Det er Lars' egne synspunkter, og dem er han selvfølgelig i sin gode ret til at have, men partiets holdning er, at Danmark skal være med i det europæiske samarbejde. Og vi havde også håbet, at Storbritannien havde stemt 'remain', siger Liberal Alliances EU-ordfører Christina Egelund.

Se også: Dansk milliardær efter Brexit: Fantastisk!

I et interview med business.dk går Lars Seier til stålet og kalder den britiske remain-kampagne for 'helt utilstedelig'. Samtidig maner han til besindighed i forhold til konsekvenserne af brexit.

- Man har truet med bål og brand, og jeg kan godt forstå, at englænderne har reageret, som de har. Men heldigvis kommer det langt fra til at gå så katastrofalt. EU har mere brug for UK end omvendt. Selvfølgelig får England en fornuftig aftale med EU i stand, og der vil stadig køre Mercedes I London, det garanterer jeg.

- Folk kan tage det helt roligt. Alle er meget hysteriske, når sådan noget sker. Selvfølgelig er der nogle reaktioner i markedet, hvor pundet og aktiekurserne falder. Men vi vil se, at det stabiliserer sig i løbet af få dage, lyder det fra Lars Seier.

LA: Vigtigt med europæisk samarbejde
Hos Liberal Alliance slår Christina Egelund fast, at hun grundlæggende er uenig i Lars Seiers udmeldinger.

- Lars Seier er jo en fri mand og har de holdninger, han nu har, men det er bare ikke Liberal Alliances linje. Vi mener, at det europæiske samarbejde er vigtigt - også ud fra et sikkerhedsperspektiv - og Danmarks plads er inden for rammerne af det europæiske samarbejde.

- Men jeg deler da Lars Seiers kritik af, at EU er gået for vidt i at overregulere petitesser. Jeg er bare ikke enig i, hvad konsekvensen af den kritik skal være. Danmark er jo et langt mindre land end Storbritannien og har ikke den samme gennemslagskraft i internationale forhandlinger, som Storbritannien vil have, siger LA-ordføreren.

186 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere