Statsministeriets departementschef Barbara Bertelsen er blevet tildelt fast PET-beskyttelse.
Det bekræfter flere kilder over for Politiken.
Ifølge avisens oplysninger gælder PET-beskyttelsen af departementschefen alle ugens dage, både på arbejde og i privaten, og dermed ikke kun ved særlig lejligheder, som da hun i november mødte op til afhøring i Minkkommissionen.
Beskyttelsen er blevet givet efter en konkret trusselsvurdering, som konkluderer, at der er brug for udvidet beskyttelse af Barbara Bertelsen.
Tidligere PET-chef Hans Jørgen Bonnichsen kalder over for Politiken Barbara Bertelsens beskyttelse 'bemærkelsesværdigt i allerhøjeste grad'.
Tilbage i november sagde Bonnichsen til Ekstra Bladet, at han aldrig havde oplevet, at PET leverede livvagter til embedsmænd.
Sendte vrede sms'er
Barbara Bertelsen har under coronakrisen ofte været nævnt i medierne, efter at departementschefen har været meget aktiv i formidlingen af regeringens coronastrategi.
Ved departementschefens afhøring i Minkkommissionen blev en række ophidsede og vrede sms'er fra departementschefen fremlagt.
Blandt andet havde Barbara Bertelsen bedt Mogens Jensen om at lægge sig fladt ned i forbindelse med skandalen, og i en anden besked langede hun ud efter Kåre Mølbak, som Bertelsen kaldte 'en fej kujon'.
Hverken Statsministeriet, Justitsministeriet eller PET ønsker over for Politiken at kommentere på Barbara Bertelsens PET-beskyttelse.