Benhårdt angreb på Samuelsen: - Han er en sektleder

Folketingspolitiker fra Socialdemokratiet sammenligner LA-leder Anders Samuelsen med lederen af en sekt

Anders Samuelsen. Foto: Szilard Koszticsak
Anders Samuelsen. Foto: Szilard Koszticsak

Udenrigsminister og LA-boss Anders Samuelsen er mere sektleder end politiker at dømme ud fra de seneste ugers kaos i dansk politik.

Sådan lyder et benhårdt angreb på den liberale partileder fra det socialdemokratiske folketingsmedlem Lars Aslan Rasmussen i netavisen Altinget.

'Som bekendt har Jehovas Vidner ofte truet med Jordens undergang, dog uden det rigtigt er sket. Men alligevel bliver de ved med at have en gruppe tilhængere, der stoler på dem uanset hvad. Det tætteste, man kommer på en sådan sekt uden for den religiøse verden, må så afgjort være Liberal Alliance i almindelighed og Anders Samuelsen i særdeleshed', skriver Lars Aslan Rasmussen i klummen, hvor den socialdemokratiske politiker beskriver, hvorfor han mener, at LA's og i særdeleshed Samuelsens adfærd i VLAK-regeringen er sekt-lignende.

Se også: En torsk til torsken

Ifølge Lars Aslan Rasmussen opfører Anders Samuelsen et 'tragikomisk onemanshow', som begynder med vilde udmeldinger, der bliver til breaking news i medierne i flere dage. Udfordret på, hvorvidt udmeldingerne fra LA er realistiske - eksempelvis partiets krav om at få 'historisk store skattelettelser' før jul, med mindre statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) ville stå med et valg i utide - går Samuelsen ifølge Lars Aslan i aktion:

'Enhver kritik bliver arrogant tilbagevist med, at vedkommende ikke har fattet noget som helst, og at Liberal Alliance og deres store leder i virkeligheden er den eneste, der har forstået, hvordan det hele hænger sammen.'

Ifølge folketingspolitikeren insisterer LA-lederen på, at hans taktik ved eksempelvis at troppe op med ultimative krav til støttepartier og regeringspartnere var fornuftig. Også efter det hele kollapser.

'Det kan altså godt være, at hele forløbet så kaotisk ud nu og her, men fremtiden vil vise, at sektlederen og hans disciple havde ret, og vi vil alle se tilbage på de mange trusler og fupfiduser og indse, at det var helt nødvendigt at gøre tingene på den måde, som sektlederen gjorde. Ja, vi vil endda takke ham, og historikerne vil lovprise ham i høje vendinger', skriver Lars Aslan Rasmussen.

Ekstra Bladet har bedt om en kommentar til Lars Aslan Rasmussens klumme fra Anders Samuelsen. Ind til videre har udenrigsministeren ikke reageret på henvendelsen.

547 kommentarer
Vis kommentarer