BEREGNER: Hvad får DU ud af skattelettelse

Liberal Alliance vil forgylde Nordsjælland og pisse på udkantsdanmark

Følg Politik

Liberal Alliances krav om at sænke topskatteprocenten med 5 procentpoint vil forgylde borgerne i de rige nordsjællandske kommuner, mens borgerne i de fattige udkantskommuner må se måbende til fra sidelinjen.

Det viser en analyse, som Arbejdernes Erhvervsråd har lavet for Ekstra Bladet op til, at forhandlingerne om næste års finanslov går i gang om kort tid. Her forventes det, at en reduktion af topskatten vil blive det helt store slagsmål.

- Liberal Alliances forslag vil være med til at skævvride Danmark endnu mere, end det allerede er i dag, siger Jonas Schytz Juul, analysechef i AE.

Jubel i whisky-bæltet
Ifølge analysen ligger de 10 kommuner, hvor borgerne får mest ud af forslaget, alle nord for København i det såkaldte whisky-bælte eller tæt på København.

Omvendt er de mindste gevinster at finde på Lolland-Falster, Sydsjælland, dele af Fyn samt Nord- og Sønderjylland. Det såkaldte udkantsdanmak.

- Det siger jo lidt om, hvem det er, der får gavn af det her, siger Jonas Schytz Juul.

Den største gevinst går da også til borgerne i Gentofte nord for København. Af den samlede skattelettelse på i alt 5 milliarder kr., kan de stikke de 415 millioner i lommen.

Det svarer til en gennemsnitlig gevinst på 7716 kr. til samtlige voksne borgere i kommunen.

Til sammenligning bliver der sølle 1,7 millioner til deling på Langeland eller den fyrstelige sum af 163 kr. pr. voksen. 

Mere til de rige
Det er ikke kun de rige i Gentofte, der kan grine hele vejen ned i banken.

AEs beregninger viser således, at LA-forslaget vil gøre borgene i Hørsholm 6135 kr. rigere i gennemsnit, mens naboerne i Rudersdal hver får 5648 kr. at gøre godt med.

Til gengæld er der en lang næse til skatteyderne i udkantsdanmark.

I kommuner som Lolland, Morsø, Bornholm, Samsø og Vesthimmerland når gevinsten pr. borger således ikke over 350 kr.

I alt får de ti kommuner med den mindste gennemsnitlige gevinst en samlet årlig gevinst på 83 mio. kr.

Til sammenligning får de ti kommuner med den gennemsnitligt højeste gevinst i alt knap 1,4 mia. kr.

- Det er de samme kommuner, hvor borgerne i forvejen har profiteret på skattestoppet og den seneste skattereform, der også sænkede skatten i toppen, siger Jonas Schytz Juul.

Giver ingen job
Hensigten med at sænke topskatteprocenten er ifølge Liberal Alliance at skabe flere arbejdspladser. Men det giver Jonas Schytz Juul ikke meget for.

- Forslaget giver jo ikke nogle nye job. Pengene går til dem, der er i arbejde i forvejen, siger Jonas Schytz Juul. Han mener, at det samfundsmæssigt langt bedre kan betale sig at investere i uddannelse og forskning.

- Efter vores opfattelse er der slet ikke råd til skattelettelser.

***

Fakta

Hvis du tjener mere end 507.934 kr. om året før arbejdsmarkedsbidrag, skal du betale 15 pct. i topskat af den del af indkomsten, der overstiger de 507.934 kr. Det betyder, at du skal betale topskat i 2016, hvis du har en månedsløn på over 42.330 kr..

Hvis man reducerer topskattesatsen med 5 procentpoint fra 15 pct. til 10 pct., som LA foreslår, vil hele gevinsten på 5 milliarder kr. gå til de personer, som har en indkomst over ca. en halv million kr.

Den resterende del af befolkningen får ikke del i skattelettelsen.

***

 

***

VVS-mester arbejder 70 timer om ugen - får intet ud af LA forsalg

Det vil gøre Morten Nielsen i dårligt humør, hvis han tager lommeregneren frem og begynder at regne på sin timeløn som indehaver af Tullebølle VVS & Blik på Langeland.

For med en arbejdsuge på mellem 60-70 timer og en månedsløn, der svarer til en VVS-svends løn, bliver der lagt mange ubetalte timer i jobbet for 41-årige Morten Nielsen. Og udsigten til at få del i en sænkning af topskatten er lige så lang væk, som Christiansborg er fra kontoret hos Tullebølle VVS & Blik.

Morten Nielsen ser ikke noget problem i, at skatten bliver sænket, men det burde være en skattesænkning som alle burde få del i, mener han.

- Jeg får en almindelig svendeløn, så jeg får ikke så meget ud af en sænkning af topskatten. Jeg har det sådan, at vi alle sammen skal betale den samme skat uanset, om vi har den samme indkomst, siger Morten Nielsen, der ikke mener, at mange ville arbejde lige så meget som ham, hvis ikke de fik mere ud af det.

- Jeg tror ikke, at mange vil arbejde for den timeløn, jeg får. Så var folk stoppet for lang tid siden. Det er interessetimer det her. Men det er en nødvendighed for at få virksomheden til at eksistere, lyder det fra Morten Nielsen, der er tredje generation i Tullebølle VVS & Blik.

Morten Nielsen er ikke den eneste langelænding, der kan komme til at kigge langt efter Liberal Alliances krav om at sænke topskatten. For blot 3,4 procent af øens indbyggere betaler topskat. Og ifølge beregninger fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, kan hver voksen på Langeland i gennemsnit se frem til sølle 163 kroner ekstra om året ved en sænkning af topskatten. Den lokale vvs'er er da også godt klar over, at kravet fra Liberal Alliance ikke kommer til at få den store gavn for beboerne på øen.

- Forslaget kommer ikke til at hjælpe mig, og det kommer heller ikke til at hjælpe øen, siger vvs-mesteren og fortsætter:

- Vi er et lavindkomst område, og det der vil hjælpe os i yderkanten af landet er, hvis vi sænkede bundskatten, siger Morten Nielsen, der sammen med sin kone, der også arbejder i firmaet, har tre børn.

Morten Nielsen, der tager et kig på svenden Kasper Madsens arbejde, vil intet få ud af Liberal Alliances krav om en sænkning af topskatten.
Morten Nielsen, der tager et kig på svenden Kasper Madsens arbejde, vil intet få ud af Liberal Alliances krav om en sænkning af topskatten.

***

Hellerup-borgere tier om topskatten

 

Selv om 28 procent af indbyggerne i Gentofte Kommune kan se frem til flere penge på bankkontoen, hvis Liberal Alliance får sit krav igennem om at sænke topskatten med fem procentpoint. Så er lysten til at tale om den mulige skattegevinst ikke til spore hos borgerne i Hellerup, hvor en stor del af Gentofte Kommunes højeste lønninger bliver tjent.

Ekstra Bladet har talt med over 30 borgere i Hellerup, men ingen af borgerne i whisky-bæltets højborg havde lyst til at svare på spørgsmål omkring en sænkning af topskatten. De fleste af dem, som Ekstra Bladet mødte langs den fashionable Strandvejen i Hellerup, ville dog gerne røbe, at de hører til blandt de borgere, der vil kunne få gavn af en sænkning af topskatten.

Med huse der kan blive solgt for over 50 millioner kroner og topdirektører på stribe, har hver voksen skatteborger i Gentofte Kommune i gennemsnit udsigt til at få 7716 kroner ekstra om året på kontoen, hvis regeringen går med til kravet fra Liberal Alliance, viser tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

En af dem, der får glæde af forslaget, er Gentoftes mangeårige borgmester, Hans Toft. Med en borgmestergage i 2015 på 743.412 kr. og bestyrelsesben for yderligere 361.506 kr., har Hans Toft udsigt til en klækkelig skattelettelse på små 30.000 kr.

 

På Hambros Allé, hvor husene snildt kan koste omkring 50 millioner kroner, i Hellerup, er der udsigt til skattefest, hvis kravet fra Liberal Alliance går igennem.
På Hambros Allé, hvor husene snildt kan koste omkring 50 millioner kroner, i Hellerup, er der udsigt til skattefest, hvis kravet fra Liberal Alliance går igennem.

***

Samuelsen: Stop misundelsen

Er det rimeligt, at det er de rige i de rige kommuner, der får hele gevinsten ved at sænke topskatteprocenten?

- Det er det heller ikke, siger Liberal Alliances politiske leder, Anders Samuelsen.

- Det er dem, der har betalt mest i skat, der får den største lettelse. Sådan er det, når man sænker skatteprocenten. Så dem, der har betalt rigtigt meget i skat, de får en større lettelse end dem, der ikke har betalt så meget i skat. Det er sådan, det er, og det er ikke skævt.

Det forandrer jo ikke, at det er de rige, der får, og at alle andre får en lang næse?

- Når det er Gentofte og Hørsholm, der får mest ud af det, så er det fordi, at folk, som bor der, betaler mere i skat. Dertil kommer jo også, at forslaget ifølge Finansministeriet giver 3300 flere job, og at vores bruttonationalprodukt stiger med 3-4 milliarder kr.

Men uanset det, gør forslaget jo kløften større til udkantsdanmark?

- Til gengæld gør det kløften mindre, at 3300 flere kommer i arbejde, og at samfundet bliver rigere. Hvis man er så præget af janteloven, at man siger nej til det her, så skal man bare vide, at så man har 3-4 milliarder mindre at gøre godt med til f.eks. ældre og uddannelse.

Men hvor kommer jobbene så? Bliver det i udkantsdanmark?

- Det kan man ikke sige noget præcist om. Men de kommer i Danmark.

Hvis de kommer omkring København, så får de ikke meget glæde af det på Langeland?

- Så kan det være, at det er nogle dårligt stillede i Hørsholm, som får jobbene. Der er også folk i Hørsholm, der ikke tjener så meget.

Det ville ellers være rart at kunne sige til dem på Langeland, at godt nok får I ingen skattelettelser, men I får f.eks. 200 job?

- De får det ud af det, at samfundet bliver rigere. Det betyder f.eks. en bedre kræftbehandling - også til folk på Langeland, fordi vi alle har lige adgang til sundhedsvæsenet.

Hvad siger folk til jer ude i landet?

- Hvis man ikke er dybt præget af laveste fællesnævner eller janteloven, så tror jeg, at enhver kan se, at effekten er god samlet set. Det her er også værdipolitik. Nu skal vi stoppe med al den misundelses-retorik.

***

Det mener partierne om topskat

Når slagsmålet om en ny skattereform går i gang i næste uge har nøgle-partierne vidt forskellige holdninger.

Liberal Alliance

Partiet har stillet et ultimativt krav om, at regeringen indfrier sin ambition om at sænke topskatten fra 15 til ti procent.

Venstre

Statsministeren har sagt, at hans prioritet er at sænke skatten for dem med de laveste arbejdsindkomster, men har Løkke har også sagt, at han ikke er imod topskattelettelser.

Dansk Folkeparti

Hvis der er råd til skattelettelser skal de komme folk med lave indkomster til gode. Thulesen Dahl har dog ikke definitivt afskrevet at medvirke til topskattelettelser.

Socialdemokraterne

Har klart afvist at medvirke til nogen former for lettelser af topskatten. Der er ikke råd hvis velfærdssamfundet skal udbygges har partiformand Mette Frederiksen slået fast.

Ubegrænset Sport
Ekstra Bladet
Så løber du aldrig tør
79
,-
/md.
LIGE NU

Mere fra Ekstra Bladet+

Er Papes ambition at være både dyr og dårlig?

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind

Udforsk Ekstra Bladet+