Bertel Haarder (V) har alligevel ikke tænkt sig at tage imod jobbet som generalkonsul i Flensborg, bekræfter den tidligere kulturminister over for Ritzau.
Det sker efter, at Ekstra Bladet tidligere på eftermiddagen har erfaret Haarders beslutning fra en række centralt placerede Venstre-kilder.
- Jeg troede, den tilbudte post var på vej til nybesættelse. Jeg glædede mig til at arbejde frem mod genforeningsjubilæet. Jeg er opvokset i Grænselandet. Jeg brænder for - og har alle forudsætninger for at synliggøre og arbejde for mindretallene. Men posten er jo besat, og jeg vil ikke trænge mig på.
- Jeg afslår tilbuddet og glæder mig til arbejdet i Folketinget, blandt andet med kulturen og det nordiske, siger Bertel Haarder til Ritzau.
Haarder afviser at give yderligere kommentarer til Ekstra Bladet.
Drømmejob
Det er ellers ikke mere end godt to uger siden, at han betegnede stillingen i Flensborg som sit drømmejob:
- Man kan ikke få en bedre afslutning på et langt politisk liv end at skulle samle de danske kræfter i grænselandet. Det kommer på det helt rigtige tidspunkt. Det passer mig enormt godt. Det var godt fundet på af statsministeren, lød det fra Haarder d. 30 november, da det netop var kommet frem, at han skulle overtage generalkonsul-stillingen fra september næste år.
Noget kunne dog tyde på, at Løkkes ide om at lade Bertel Haarder overtage den prestigefyldte post i Flensborg alligevel ikke var så fantastisk.
Som Ekstra Bladet beskriver i dag, har beslutningen skabt stor vrede i blandt danskere syd for grænsen. Her er man i oprør over, at den nuværende generalkonsul i Flensborg bliver smidt på porten for gøre plads til Bertel Haarder.
Dansk mindretal i oprør: Bliv væk, Bertel!
Højt skattet
Den nuværende konsul, Henrik Becker-Christensen, er en højt skattet skikkelse, som på ingen måde fortjener at blive fyret, lyder det bl.a. i 'usædvanligt mange' læserbreve, som danskere i Slesvig har sendt til Flensborg Avis.
Det forklarer chefredaktør Jørgen Møllekær.
- Nyheden kom som et lyn fra en klar himmel for os alle sammen.
- Alle hernede i Flensborg og omegn studser over, hvorfor i alverden skal en afholdt generalkonsul, der sammen med sin kone har lagt en kæmpe indsats på mange niveauer, få så uværdig en afgang. Det har folk svært ved at forstå, siger han.
Formanden for SSW, det danske mindretals politiske parti syd for grænsen, Flemming Meyer, har desuden kaldt det meget beklageligt, at den nuværende konsul stopper til september.
Modstand mod Haarder breder sig
Over for Politiken har Henrik Becker-Christensen selv forklaret, at han ikke stopper som generalkonsul med sin gode vilje:
- Jeg har altid været glad for arbejdet, det skal jeg blankt sige. Kort og godt er det en regeringsbeslutning, og jeg er embedsmand. Så er den ikke så meget længere for mit eget vedkommende. Men det er ikke noget, jeg selv har søgt, siger han.