Da Bertel Haarder (V) efter protester fra det danske mindretal i Tyskland trak sig fra posten som generalkonsul i Flensborg, måtte han samtidig vinke farvel til en attraktiv lø
n, der var ledsaget af et stort skattefrit tillæg og bil med chauffør.
Men med sin beslutning om at genopstille ved næste folketingsvalg kan Venstre-veteranen se frem til et plaster på privatøkonomien, som svaret til knap en halv million kroner årligt.
Som pensioneret politiker ville Bertel Haarder hvert år resten af livet modtage 580.000 kroner i Folketings- og ministerpension. Altså noget af en lønnedgang for den 72-årige politiker, som allerede for syv år siden kunne kalde sig folkepensionist.
Efter genopstilling: Bertel Haarder sammenligner sig selv med Trump
Bliver Bertel Haarder som ventet genvalgt til Folketinget, kan han dog se frem til en årsindtægt svarende til 1.053.000 kroner. Altså 473.000 kroner mere end som pensionist.
Indtægten på den rigtige side af en million består af løn fra Folketinget på 638.350 kroner, ministerpension på 277.360 kroner samt Folketingsmedlemmernes skattefri tillæg, som ifølge Vederlagskommissionen svarer til en skjult lønindkomst på 137.000 kroner årligt.
Hvis valget først udskrives i 2019 – hvor det senest skal komme - vil Bertel Haarder være 74 år. Da folketingsmedlemmer får op til to års eftervederlag, kan Venstre-veteranen ved at sidde perioden ud se frem til millionindtægten, indtil han passerer 80 år.
Rekord-Bertel
Der er ikke mødepligt for medlemmer af Folketinget, men da Bertel Haarder er rekordernes mand, så har han stadig meget at nå som politiker.
Blandt Haarders rekorder kan nævnes, at han er den dansker, som har været minister i længst tid siden systemskiftet i 1901, hvor parlamentarismen blev indført. Over 22 år på skiftende ministerposter er det blevet til.
Han er også den eneste dansker, som har været minister i fire årtier i træk – og han har sammenlagt siddet 36 år og fire måneder i Folketinget – hvilket dog er langt fra rekorden.
Haarders partifælle Klaus Berntsen sad i 51 år, 2 måneder og 12 dage i Folketinget - og er dermed det folketingsmedlem, som har siddet i længst tid.
Dermed mangler Bertel Haarder knap 15 år. Han spildte syv år på at sidde i Europa-Parlamentet fra 1994 til 2001 – og skal dermed fortsætte på Christiansborg indtil, han runder 87 år. Hvis han altså vil kunne kalde sig Danmarks længst siddende folketingsmedlem.
Men Bertel Haarders helt store ambition har i flere år været at blive formand for Folketinget.
Ingen af delene er nogen umulig opgave for Haarder, som er i glimrende form. Til sammenligning fylder Zimbabwes præsident Robert Mugabe 93 år i næste måned.