Bertel Haarder giver Løkke kniven

Venstre-koryfæet Bertel Haarder melder sig i koret af Venstre-folk, der kræver Løkkes afgang

'Oprørerne' i Venstre vil af med Lars Løkke som formand, men hvem vil de egentlig have i stedet? Henrik Qvortrup analyserer. Producer: Lasse Brøndal

En af Venstres 'grand old men', Bertel Haarder, erklærer i et Facebook-opslag, at han ikke støtter, at Lars Løkke Rasmussen fortsætter som formand i Venstre.

'Selv hører jeg til de mange tavse gruppemedlemmer, der mener, at den langvarige strid er helt uholdbar i længden, og at et formandsskift forhåbentlig kan bringe afklaring og fred', skriver Bertel Haarder i et Facebook-opslag.

- For mig var det Hjorts og Løkkes adfærd på sommergruppemødet på Kragerup Gods og det forudgående valg af gruppebestyrelse, der fik bægeret til at flyde over, tilføjer han.

Bertel Haarder har været et af mange folketingsmedlemmer, der har tøvet med at blande sig i den ophedede debat om formandssituationen, men nu tager han bladet fra munden.

'Formandsstriden i Venstre har fået Løkke, Claus Hjort og andre gruppemedlemmer til at markere sig kraftigt, mens vi andre holder os tilbage, fordi vi ikke vil fyre op under konflikten. Det gør debatten skæv', skriver Haarder i opslaget.

Udmeldingen kommer, efter at folketingsmedlemmerne Anni Mathiesen, Carsten Kissmeyer og Preben Bang Henriksen samt 23 regionsbestyrelsesmedlemmer fra Ikast-Brande har meldt ud, at de mener, den tidligere statsminister bør trække sig.

Bertel Haarder må siges at være det hidtil mest prominente navn til at kræve et formandsskifte.

MF'ere bakker op
Venstre-profilerne Louise Schack Elholm og Peter Juel-Jensen støtter Bertel Haarder og har delt hans opslag på Facebook.

- Kloge ord fra en god og erfaren kollega, skriver hun i delingen.

Peter Juel-Jensen følger trop:

- Jeg synes faktisk Bertel har fat i den lange ende her! Den kan jeg godt følge langt hen af vejen!, skriver han på Facebook.

Louise Schack Elholm er kendt som en fast støtte af næstformand Kristian Jensen, der også er under pres i disse dage.

Fremtiden for de to formænd bliver afgjort i løbet af de tre-fire uger inden det fremrykkede landsmøde, som står til afholdelse 21. september.

Du kan se forløbet i nedenstående grafik.

Opdateres ...

Sådan afgør de Løkkes skæbne

 

Baglandet

Venstres bagland holder møder rundt omkring i landet. Det sker i regionsbestyrelserne, hvor de enkelte kommuneforeningsformænd mødes. Her har alle bortset fra København udtrykt mistillid til Løkke og Jensen.

 

Hovedbestyrelsen

Venstres hovedbestyrelse med 133 medlemmer mødes. Der er både tale om kommuneforeningsformænd, borgmestre, folketingsmedlemmer og andre tillidsvalgte. Her skal tilliden til Venstres formand og næstformand på dagsordenen.

 

Landsmødet

Venstres landsmøde, der efter alt at dømme rykkes frem til 21. september, afgør endeligt, hvem der skal være formand for Venstre og næstformand. Det afgør i alt 850 delegerede i partiet.

 

Tekst: Kristoffer Miles

Illustration: Frans Wej Petersen

 

237 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere