Beskidt spil i kulissen: Sådan blev Simon Emil slagtet

Truede med eksklusion: Brev til partitoppen afslører massiv utilfredshed med Simon Emil Ammitzbøll-Bille i LA

Simon Emil Ammitzbøll-Bille og Christina Egelund. Begge nu fortid i LA. Foto: Ernst van Norde
Simon Emil Ammitzbøll-Bille og Christina Egelund. Begge nu fortid i LA. Foto: Ernst van Norde

Et beskidt spil i Liberal Alliances gemakker er gået forud for dagens bombe: Simon Emil Ammitzbøll-Billes udmeldelse af sit parti gennem 10 år.

Et brev sendt til politisk leder Alex Vanopslagh fra en række medlemmer af partiets hovedbestyrelse, herunder flere lokalformænd, afslører, at vreden mod det, der blev opfattet som Ammitzbøll-Billes sololøb, har været markant.

Og at ønsket om at få ham ud i mørket stor.

I brevet, som Ekstra Bladet er kommet i besiddelse af, bliver Simon Emil Ammitzbøll-Bille beskrevet som illoyal og partitoppen varsles om, at afsenderne overvejer at indkalde til et ekstraordinært hovedbestyrelsesmøde for at få ham ekskluderet.

Se også: Total opløsning i LA: Simon Emil melder sig ud

Silkesnor
Ammitzbøll opfordres ligefrem til at skifte parti 'eller stifte et nyt', som det lyder med en svirp mod partihopperens fejlslagne projekt med Borgerligt Centrum i 2008.

Ammitzbøll-Bille får også mulighed for at få en 'tænkepause' i form af en barselsorlov.

'Det er vores betragtning, at hvis en af ovenstående opfordringer ikke bliver fulgt af Simon Emil, så vil det undergrave genopbygningsarbejdet i en sådan grad, at vi føler os nødsaget til at indkalde til et ekstraordinært hovedbestyrelsesmøde, hvor Simon Emils engagement i Liberal Alliance vil være det eneste punkt på dagsordenen', lyder det herefter truende fra forfatteren bag brevet.

Herunder ses brevet i sin helhed:

I brevet angriber afsenderne bl.a. Simon Emil Ammitzbøll for at forsøge 'at undergrave den nye ledelse ved at signalere splid og uenighed gennem medierne.'

Ekstra Bladet har forsøgt at få en kommentar fra flere af brevskriverne. Indtil videre uden held.

Ekstra Bladet forsøger også at få en kommentar fra Simon Emil Ammitzbøll-Bille til brevet.

145 kommentarer
Vis kommentarer