Betjente undsiger ledelsen: Flag-ordre kom oppefra

Meldte sig allerede i marts: Tre politibetjente, som politiledelsen har afvist at kunne identificere i sag om ulovlig tilbageholdelse, undsiger nu deres overordnede

Københavns Politis afvisning af at kunne identificere betjente, som i 2012 tilbageholdt og fjernede et tibetansk flag fra en borger ligger nu i ruiner.

Betjentene, som siden er blevet fremstillet som uidentificerede, ærgrer sig over debatten og meddeler nu, at de gav sig til kende allerede i marts. Det skriver Politiforbundets eget fagblad, Dansk Politi.

Betjentene undsiger dermed polititoppen, der overfor Østre Landsret har afvist, at de kunne identificere betjentene, der blev bedt om at fjerne tibetanske flag fra demonstranten Thomas Götz under den daværende kinesiske præsident Hu Jintaos besøg.

Se også: Politiet ville skjule beviser i Tibet-sagen

Se også: Politiet vil ikke besvare spørgsmål om Tibet-sagen

Se også: Venstre: Politiet trådte på ytringsfrihed under Tibet-besøg

- Jeg er noget chokeret over at høre, hvordan vi ligefrem efterlyses. Vi er identificeret, vi har sagt at det var os, jeg var inde til en samtale om sagen i marts, fortæller en 29-årig politibetjent fra Vestegnens Politi.

Han var tjenestegørende på Station Amager under begivenheden.

Ordre kom oppefra

Betjenten understreger samtidig, at ordren om at fjerne flaget fra demonstranterne kom oppefra. Sammen med de to andre politifolk, P og B, havde han nemlig fået besked på at fjerne det tibetanske flag under besøg fra den kinesiske præsident i 2012.

- Det var en ordre oppefra. Og vi bad om at få den gentaget, fordi det ikke var helt i overensstemmelse med Grundlovssikrede rettigheder. Det har vi alle fortalt og givet os til kende, så jeg synes, at det er ubehageligt, at der lige pludselig kører debat i visse medier om, at vi ikke kan identificeres, eller at der ikke var tale om en ordre. Det var der, fastslår 29-årige J.

Ekstra Bladet har tidligere beskrevet, hvordan Thorning-regeringen i årevis mørklagde kommunikationen mellem politiet og bl.a. Statsministeriet og afviste af give aktindsigt i eventuelle henstillinger fra politikere og embedsværk til politiet.

Se også: Aktindsigt? 'Nej, nej, nej'

Året efter Hu Jintaos besøg var der i øvrigt igen historier fremme om politiaktioner mod Tibet-demonstranter. Det skete, da politiet af sikkerhedsmæssige årsager tvangsopløste en en-mandsdemonstration nær Avedøre-værket, hvor en kinesisk toppolitiker skulle på besøg:

Se også: Politiet i Kina-panik: Fjerner én mand med tibetansk flag

84 kommentarer
Vis kommentarer