Bingo til Bendtsen: EU-løn og pension oven i hatten

Den konservative politiker får ministerpension, selv om han sidder i EU-parlamentet

Bendt Bendtsen (foto: Finn Frandsen)
Bendt Bendtsen (foto: Finn Frandsen)

Bendt Bendtsen er i fuld sving som EU-parlamentariker - med en god løncheck til følge.

Alligevel scorer den konservative politiker ministerpension oven i hatten.

Ifølge en aktindsigt får Bendt Bendtsen godt 20.000 om måneden i den særlige pension, han har optjent som minister under Anders Fogh Rasmussen.

Den gode pensionscheck kommer oven i Bendtsens årlige grundløn på knap 720.000 kroner.

Se også: Borgmesterløn plus pension: Så meget scorer Frank J.

Skattefri goder
Dertil kommer en række skattefri goder, som følger med hvervet som EU-parlamentariker.

Eksempelvis modtager Bendtsen ca. 32.000 kroner i de såkaldte blyantspenge bl.a. til dækning af udgifter til lokaleleje, telefon, og computere.

Over for Ekstra Bladet slår Bendt Bendtsen fast, at han ikke har tænkt sig at give afkald på ministerpensionen, selv om han stadig får politikerløn:

’Ministerpension er en del af aflønningen som minister og jeg har ikke tænkt mig at give afkald på den og har i øvrigt ikke flere kommentarer’, skriver han i en sms.

Se også: Lykketofts jackpot: Fed FN-løn og fuld pension

Ballade om Holst
Diskussionen om politikernes dobbelte indtægter blussede for nylig op, da det kom frem, at forsvarsminister Carl Holst ville modtage et gunstigt eftervederlag som formand for Region Syddanmark.

Holst er berettiget til 833.000 kroner, hvad der svarer til en årsløn som formand for regionen. Oven i sin ministerløn vel at mærke.

Hårdt presset valgte Holst at frasige sig den del af eftervederlaget, han endnu ikke har fået udbetalt. Dermed beholder Holst de 504.450 kroner, han allerede har modtaget.

Uffe og Holger
Uffe Elbæk har også blandet sig i diskussionen om politikernes dobbelte indtægter. Elbæk har således frasagt sig den ministerpension, han modtager oven i folketingslønnen.

Det samme er imidlertid ikke tilfældet for SF’eren Holger K. Nielsen.

Den tidligere minister har ikke tænkt sig at give afkald på pensionskronerne, som han er berettiget til fra næste måned.

115 kommentarer
Vis kommentarer