Blåstempling: Statsansatte må hjælpe ministre i Mettes pengeklub

Offentlig ansatte embedsmænd må godt skrive taler og lave forberedelser før ministres møder i Socialdemokratiets pengeklub, slår justitsminister Nick Hækkerup fast

Nick Hækkerup og Mette Frederiksen. Foto: Aleksander Klug
Nick Hækkerup og Mette Frederiksen. Foto: Aleksander Klug

Ministre er i deres gode ret til at beordre offentligt ansatte embedsmænd til at skrive taler og lave oplæg, før de deltager i lukkede møder i Socialdemokratiets erhvervsnetværk, som kradser penge ind til regeringspartiet.

Det slår justitsminister Nick Hækkerup nu fast i et opsigtsvækkende svar til Folketingets retsudvalg.

'Embedsværket kan således levere baggrundsmateriale, oplæg, taler mv. til ministeren om emner, som ligger inden for ministerens ressort, eller som har tilknytning til ministerens funktion i regeringen, herunder hvis ministeren har behov for at redegøre for regeringens politik inden for et andet ressortområde, også hvis materialet anvendes i partimæssige sammenhænge', fremgår det af svaret.

Det kommer efter lang tids debat om grænserne for ministres deltagelse. Det har mødt massiv kritik, at bl.a. finansminister Nicolai Wammen har deltaget som medlem af regeringen i Socialdemokratiets erhvervsnetværk.

Betaler for adgang til minister
Kritikken går på, at møderne i S-pengeklubben er forbeholdt en lukket skare af betalende medlemmer, som dermed betaler dyrt for eksklusiv adgang til en minister.

Blandt andet forholder Frederik Waage, der er professor i forvaltningsret sig anderledes til spørgsmålet end Justitsministeriet nye konklusion:

- Det er ikke sagligt, og jeg mener ikke, at det er lovlig brug af de ansatte embedsmænd, har Frederik Waage i juli sagt til Berlingske.

Dyr entre
Ekstra Bladet har tidligere beskrevet, hvordan samfundets spidser får eksklusiv adgang til regeringens ministre.

De fleste er direktører eller formænd for nogle af Danmarks største virksomheder, interesseorganisationer, fagforeninger og arbejdsgiverforeninger. De kan få adgang til landets magtfulde ministre for den nette sum af 20.000 kroner.

De var blandt deltagerne

Disse personer og virksomheder er Ekstra Bladet bekendt med, er medlemmer af Socialdemokratiets pengeklub, Erhvervsforum Vækst Dk, og var med på mødet med Wammen.

Det er ikke en fuldstændig liste.

André Rogaczewski, medstifter og administerende direktør i Netcompany

Berit Toft Fihl, chef for public affairs hos Lederne

Tina Buhl, government & public Affairs chef hos Janssen Inc.

Charlotte Jepsen, CEO at FSR - Danske Revisorer

Erik Bredholt, bestyrelsesformand Danish Crown

Esben Sverdrup-Jensen, direktør Danmarks Pelagiske Producentorganisation

Gert Rinaldo Jonassen, ordførende direktør, Arbejdernes Landsbank

Henrik Specht, direktør, Rejsearrangører i Danmark og Keypoint, generalkonsul i Gambia

Ida Sofie Jensen, koncernchef Lægemiddelindustriforeningen

Jacob Holbraad, administrerende direktør i DA

John Wagner, administrerende direktør Samvirkende Købmænd.

Kent Damsgaard, administrerende direktør i Forsikring og Pension

Lars Hansen, formand, Maskinmestrenes Forening

Michael Rasmussen, koncernchef, Nykredit

Nicolai Fiil, politisk konsulent & direktionsassistent hos AutoBranchen

Niels Hald direktør i Bryggeriforeningen

Nikolaj Heltoft, kommunikationschef hos Refshaleøens Ejendomsselskab A/S

Poul Mollerup, Administrerende direktør, Dansk Advokater

Rikke Fie Løvig Simonsen, formand for Pharmadanmark

Thomas Damkjær Petersen, formand for Akademikernes A-kasse

Tine Kirk Pedersen, direktør i Danske Havne

Torben Möger Pedersen, administrerende direktør i PensionDanmark

Troels Blicher Danielsen, administrerende direktør, Tekniq arbejdsgiverne

Mads Christian Friis, fhv. ReKom Group

Men det er helt efter bogen, at embedsmænd forbereder ministres deltagelse i disse møder ifølge Justitsministeriet:

'Det indebærer bl.a., at embedsværket kan bistå ministeren med materiale til brug for oplæg mv. i foreninger, sammenslutninger mv., herunder erhvervsklubber, om emner, som ligger inden for ministerens ressort, eller som har tilknytning til ministerens funktion i regeringen.'

Hvis ikke det er forbudt...
Baggrunden for Justitsministeriets konklusion er, at der ikke er fastsat specifikke regler, der forbyder embedsmænds arbejde for ministre i rene partimæssige sammenhænge.

Og regeringen har ingen planer om at lave regler på området, slår justitsminister Nick Hækkerup fast:

'Regeringen mener grundlæggende, at de gældende normer og regler, der er beskrevet oven for, rammer en rimelig balance mellem de modstående hensyn og har derfor ikke planer om at foreslå ændringer.'

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Lyt til 'Ingen kommentarer'

 

Ingen kommentarer - en podcast født i afmagt

Ekstra Bladets politiske podcast med journalist Brian Weichardt og politisk kommentator Joachim B. Olsen.

Lyt til alle afsnit gratis her.