Blinde afvist af busselskab: Nu må de droppe bryllupsrejsen

Det nygifte par Michelle og Esben Andersen glædede sig til deres bryllupsrejse. Rejsen til Bornholm er nu aflyst, fordi busselskaber ikke vil have deres førerhunde med. Politikere kræver handling

Michelle og Esben Andersen er blevet afvist af to busselskaber, der ikke vil have deres førerhunde med ombord. Foto: Per Rasmussen
Michelle og Esben Andersen er blevet afvist af to busselskaber, der ikke vil have deres førerhunde med ombord. Foto: Per Rasmussen

Hvedebrødsdagene har ikke varet længe for Michelle og Esben Andersen. Det nygifte par havde arrangeret en bryllupsrejse til solkinsøen Bornholm.

Men rejsen er nu aflyst, da det ikke har været muligt at købe en billet hos busselskaberne Riis Rejser og Niller Rejser, fordi de ville have deres førerhunde med.

Parret er begge blinde, og derfor dybt afhængige af deres to sorte labradorer førerhunde.

- Hundene er jo sådan set forskellen på, hvorvidt vi kan rejse selv som par, eller om vi skal mandsopdækkes, havde jeg nær sagt, i hvert fald have en ledsager med, forklarer Michelle Andersen, der er født blind til TV 2 Nord.

Rejsen til Bornholm skulle foregå med bus og vare i seks dage.

- Det kunne være dejligt at komme ud og opleve noget som ægtepar, kun os to, siger Esben Andersen til TV 2 Nord.

For stort et hensyn
Michelle og Esben Andersen klarer hverdagen med deres hunde, og de mener, at de godt kan klare Bornholmer-turen selv, uden at være til belastning for andre passagerer eller chauffør.

Det er busselskabet Riis Rejser ikke enige i.

- De ville have deres førerhunde med. Vi ville rigtig gerne have dem med ud at rejse, men vi sagde til dem, at de skulle bytte hundene ud med en menneskelig ledsager, siger direktør for Riis Rejser, Søren Riis, til Ekstra Bladet.

En sådan ledsager skulle hjælpe ægteparret ombord på båden, vise dem hen til morgenmadsbuffeten og andre gøremål, altså der hvor hundene ikke kan være behjælpelige, lyder det ifølge Søren Riis.

- Vi havde selvfølgelig også den tanke omkring de andre kunder, chauffører og hotel-personale, der har angst for hunde og allergi. Jeg har selv en datter med angst for hunde, det kan man ikke se det rationelle uden, man selv har det.

- Min kollega sagde også, at det kunne være dyreplageri, at have hunde med på så lang en tur, siger Søren Riis.

Heller ikke hos Niller Rejser har ægteparret Andersen kunne købe en billet. Direktør for Niller Rejser, Miriam Christiansen, mener at allergi og angst er sekundært, her er der en anden årsag.

- Vi har masser af blinde, de har bare alle en medhjælper med. Det er ikke de blinde, handicappede og svagtseende, som vi har noget imod. Det er de facto, at de har en hund med, vi slår på det med sikkerheden. Det bliver jeg nødt til at holde fast i. En hund i en bus-kabine, det kan vi ikke acceptere, siger Miriam Christiansen til Ekstra Bladet.

Dansk Blindesamfund oplyser til Ekstra Bladet, at førerhunde er trænet til at tage med på rejser og er vant til at færdes blandt mennesker i det offentlige rum. Desuden anser de det ikke for at være dyreplageri, at en hund er med på en tur til Bornholm.

Åbenlys diskrimination
Dansk Blindesamfund er kede af sagen, men det er ikke kun her, at den skaber fortvivlelse. På Christiansborg har sagen fanget miljøordfører for Socialdemokratiet Christian Rabjerg Madsen.

- Det er grotesk og dårlig stil, at Riis Rejser og Nilles Rejser ikke udviser menneskelig forståelse og empati. De burde finde en løsning for de her to personer.

- Der er helt åbenlyst tale om diskrimination og nedværdigende behandling. De undskyldninger, som de to selskaber er kommet med, er jo i bedste fald grinagtige og værste fald tragiske, siger Christian Rabjerg Madsen til Ekstra Bladet.

Venstres Carl Holst vil også kigge på sagen og fortæller til Ritzau, at Venstre vil indføre forbud mod diskrimination af handicappede i det offentlige rum. Christian Rabjerg Madsen vil også kigge på loven og se på, om der er noget, som han kan gøre for at det ikke vil ske fremover.

- Jeg syntes det er trist og nedværdigende, at man gør sig til dommer over, hvad folk med handicap kan og ikke kan, siger miljøordføreren.

86 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere