Børnene ud af Sjælsmark - Lindholm droppes

Afviste asylansøgeres børn kommer ud af det omstridte udrejsecenter, Sjælsmark

Mette Frederiksen og Morten Østergaard. Foto: Anthon Unger
Mette Frederiksen og Morten Østergaard. Foto: Anthon Unger

Børnene på det udskældte udrejsecenter, Sjælsmark, er omfattet af aftalen bag den kommende statsminister, Mette Frederiksen.

Ifølge planen står det klart, at børnene på Sjælsmark skal fjernes. I stedet placeres de et andet sted på et nyt udrejsecenter.

Lindholm er død
Samtidig bliver øen Lindholm droppet som et center for afviste asylansøgere.

- Børnene kommer ud af Sjælsmark og Lindholm bliver ikke til noget, siger Morten Østergaard (R) efter aftalen er på plads.

Dermed er der faldet afgørende symbolpolitiske indrømmelser til de røde partier fra Mette Frederiksen og Socialdemokratiet.

Der er desuden en række overordnede hovedelementer i den politiske plan, som Socialdemokratiet, de Radikale, SF og Enhedslisten står bag.

I planen lyder det bl.a.:

Vi skal gå forrest i kampen mod klimakrisen. Danmark skal markant hæve ambitionerne for klima, miljø og natur og påtage sig det internationale lederskab for den grønne omstilling. Folketinget kan blive det grønneste parlament i verden, der ikke kun gør noget, men som gør det, der skal til for at leve op til Paris-aftalen.  
 

Vi skal styrke vores velfærd igen. Så Danmark bliver verdens bedste land at være barn i, så der bliver mere tid til omsorg i sundhedsvæsenet, og så alle kan se frem til en tryg og værdig alderdom. Velfærd giver lige muligheder og frihed til forskellighed.  
 

Vi skal bekæmpe den stigende ulighed. Så vi igen begynder at styrke den samfundsmodel, der har gjort Danmark til et af de mest tillidsfulde og trygge lande i verden. Hverken fattigdom eller grådighed hører hjemme i vores land, og vi har muligheden for at tage et opgør med begge dele.   
 

Vi skal tage et opgør med centraliseringen af Danmark. Så der er udvikling, muligheder, arbejdspladser og velfærd i hele landet. Det har en værdi i sig selv, at beslutninger træffes tæt på dem, det vedrører. Danmark er for lille til store forskelle.  
 

Vi skal satse på uddannelse. Så vores unge kan udfolde og udfordre sig så meget, som de kan – og så hver ny generation går en bedre fremtid i møde end den forrige. I et velfærdssamfund som det danske skal det ikke være ens baggrund, der afgør, hvilke muligheder man har i livet.   
 

Vi skal fremme integrationen. Så vi kan leve sammen, selvom vi er forskellige. Med respekt for hinanden og de demokratiske spilleregler vi bygger vores samfund på. I Danmark er alle frie og ligeværdige.   
 

Vi skal løfte et ansvar for verden. Så Danmark er et land, der hjælper mennesker i nød. Som står vagt om de internationale konventioner, aktivt arbejder for FN’s verdensmål og engageret indgår i forpligtende internationale fællesskaber. Danmark skal være et åbent land, hvor vi lever af vores udsyn til resten af verden.

459 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere