En glad mand.
Sådan beskrev K-formand Søren Pape Poulsen sig selv, efter at det onsdag kom frem, at Social- og Boligstyrelsen i en sønderlemmende kritik har kendt det bofællesskab, hvor han siden 2016 har boet, for ulovligt.
Staten slår fast: Papes bolig er hamrende ulovlig
'Jeg er glad for, at Boligstyrelsen ikke finder anledning til at kritisere mig som lejer,' lød det blandt andet onsdag i en skriftlig kommentar til Ekstra Bladet.
Men Søren Pape Poulsen forholder sig i svaret til Ekstra Bladet ikke nærmere til den massive kritik af Viborg Kommunes beslutning om at godkende salget af ejendommen og oprettelsen af bofællesskabet, hvor Pape i dag bor.
En beslutning, der i 2012 blev truffet af Viborg byråd med borgmester Søren Pape Poulsen i spidsen.
Ekstra Bladet har derfor torsdag atter forsøgt at få et interview med Pape om Social- og Boligstyrelsens alvorlige kritik.
Uretmæssig støtte
Blandt andet ville vi gerne høre den konservative formands kommentar til, at det formentlig bliver de øvrige lejere i Boligselskabet Sct. Jørgen, der må bøde for tilbagebetalingen af den uretmæssigt udbetalte offentlige støtte, der er gået til oprettelsen af bofællesskabet.
Men på Christiansborgs gange var den glade lejer yderst ordknap:
- Søren Pape, Danmarks gladeste lejer, vi kunne godt tænke os at spørge lidt til din bolig, som er blevet kendt ulovlig. Hvad er din kommentar til det?
- Men jeg har ikke flere kommentarer. I har fået min kommentar.
- Er du også glad som tidligere borgmester. For du er jo glad som lejer?
- ...
- Hvad tænker du om, at regningen bliver fedtet af på de øvrige lejere?
- ...
Efter Ekstra Bladets forsøg på et interview forsvandt Pape i retning mod sit kontor.
Uden hjemmel
Det var uden hjemmel i almenboligloven, da Søren Papes bofællesskab i sin tid blev oprettet, idet boligen er alt for stor. Desuden var kommunen orienteret om reglerne, hvoraf det fremgår, at kun ustøttede boliger må overstige 115 kvadratmeter.
Dermed er det ulovligt, at Søren Papes bofællesskab har kunnet få offentlig støtte. Viborg Kommune bliver nu afkrævet svar på, hvordan de vil sikre, at forholdene bliver bragt i orden. Herunder skal kommunen svare på, hvad det får af økonomiske konsekvenser for lejerne.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Hånede Ekstra Bladet
Under valgkampen fortalte Søren Pape til TV Midtvest, at der ikke var 'fugls føde' på sagen, og sagde videre:
- Den sag med min lejlighed. Den kørte jo stort set kun i et medie, fordi alle andre medier havde dog så meget ordentlighed og anstændighed, at når vi viste dem den revisorerklæring på, at jeg havde fået den lejlighed på fuldstændig legal vis, så stoppede de fleste jo med at beskæftige sig med den.
I det fulde skriftlige svar til Ekstra Bladet skriver Pape onsdag, at han er glad for ikke at blive kritiseret som lejer:
'Jeg er glad for, at Boligstyrelsen ikke finder anledning til at kritisere mig som lejer. Kritikken er udelukkende rettet mod kommunen og boligselskabet. Jeg har en forventning om, at der kommer en afklaring fra Viborg Kommune og boligselskabet, som er de to parter, som Boligstyrelsen ønsker at høre nærmere fra. Jeg vil i øvrigt gerne gøre opmærksom på, at byrådet i 2013 fulgte forvaltningens faglige indstilling, og at jeg ingen anelse havde om, at jeg tre år senere skulle bo, hvor jeg i dag bor.'