Bombe i Tibet-sagen: Holdt kæft om skjulte mails

Hvorfor Tibet-kommissionens konklussioner var så ferske, får vi nu en forklaring på. Enhedslisten vil have kommission genåbnet

Politibetjente fratager en demonstrant et Tibet-flag i juni 2012. Foto: Jannik Preisler
Politibetjente fratager en demonstrant et Tibet-flag i juni 2012. Foto: Jannik Preisler

Udenrigsministeriet erkender, at ministeriet slet ikke har leveret de oplysninger til Tibet-kommissionen, som man burde.

Ministeriet glemte nemlig at fortælle kommissionen, at mails ind og ud af ministeriet bliver gemt i et omfattende backup-system.

I stedet fik kommissionen at vide, at næsten alle mails var slettet. Kommissionen fik blot otte mails udleveret fra to medarbejdere.

De nye oplysninger bliver bragt frem af Danmarks Radios P1 Orientering.

Oplysninger er interessante, fordi Tibet-Kommissionen aldrig lykkedes med at placere et ansvar for de grundlovsstridige anholdelser og fratagelser af Tibet-flag fra aktivister, som fandt sted under det kinesiske statsbesøg i juni 2012.

Se også: Vildledning af Folketinget om Tibet-sagen straffes ikke

Udenrigsministeriet forklarer forglemmelsen således over for DR:

'Muligheden for at søge i backup-systemer indgik ikke i overvejelserne, da man fastlagde fremgangsmåden med at fremskaffe materiale til kommissionen. Udenrigsministeriet overvejede heller ikke at fremhæve, at også Udenrigsministeriet har et backup-system over for kommissionen.'

Med de nye oplysninger står det klart, at kommissionen på ingen måde fik adgang til alle de oplysninger, som myndighederne ellers er forpligtiget til.

Det er tidligere blevet afsløret, at også Københavns Politi behændigt har slettet mails, som kunne være relevante i sagen.

DR har de seneste par måneder ligeledes forsøgt at få Statsministeriet ud af busken. Ligger der også her mails i et backup-system, som kommissionen ikke har fået adgang til. DR har dog løbet panden mod en mur.

Grafikken er fjernet på grund af opdateringer på sitet.

EL: Genåbn den kommission
Hos Enhedslisten vil retsordfører Rosa Lund nu have Tibet-kommissionen genåbnet.

- Jeg synes, det er helt grotesk, at vi nu igen skal være vidne til, at Tibet-kommissionen ikke har fået de oplysninger, de har bedt om. Det rejser efterhånden det store spørgsmål, om den kommissionsredegørelse, som Tibet-kommissionen er kommet med, overhovedet er noget værd, siger Rosa Lund til Ekstra Bladet.

- Jeg vil nu indkalde udenrigsminister Anders Samuelsen i samråd om sagen. Og jeg mener, at kommissionen bør genåbnes, siger Rosa Lund.

Alternativets leder Uffe Elbæk kalder på Twitter udviklingen i sagen 'surrealistisk'.

116 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere