Det er 'dødurimeligt' over for de mennesker, der risikerer, at deres boliger falder markant i værdi på grund af planer om nye motorveje. Staten skal være mere 'large' over for disse borgere.
Sådan lyder det fra Dansk Folkepartis transport- og bygningsordfører, Kim Christiansen.
- Vi er jo en forligskreds, der har afsat en pulje til det her, og det er da noget, vi skal drøfte igen. Om ikke vi skal finde nogle flere penge på finansloven til det her – og på den måde lempe reglerne lidt, siger Kim Christiansen, der mener, at man forlods bør ekspropriere nogle af de berørte ejendomme.
- Det vil jeg opfordre ministeren til at kigge på, lyder det fra Kim Christiansen.
Reaktionen kommer i kølvandet på Ekstra Bladets dækning af en række menneskeskæbner, der bliver ramt af VVM-undersøgelser angående nye mulige motorvejsstrækninger. Mennesker, der står i en afventende situation - fordi der måske kommer en motorvej tæt på deres hus, og dermed stavnsbinder dem til en ejendom, der falder markant i værdi.
- Det er da et kæmpe problem, men vi skal også kunne lave ny infrastruktur i Danmark. Og så kan man sige - skal man stavnsbinde folk på grund af de her VVM-undersøgelser, eller skal man finde en anden måde at gøre det på? Det så jeg meget gerne, siger Kim Christiansen.
Klar til at kigge på reglerne
Venstres transportordfører, Kristian Pihl Lorentzen, er også klar til at se på, om reglerne for forlods ekspropriering skal igennem et nyt serviceeftersyn. Regler er 'måske' for restriktive, lyder det.
- Det er vi klar til at kigge på. Vi er klar til at drøfte det med de andre partier, for vi får jo hele tiden nogle erfaringer og bliver klogere. Så det kunne være en fin idé at give de kriterier for forlods ekspropriering et eftersyn - der er jeg helt på linje med Dansk Folkeparti, lyder det fra Kristian Pihl Lorentzen.
V-ordføreren er også klar til at afsætte flere penge til problematikken. Og de vil være der, når VVM-undersøgelsen er færdig i sommeren 2019, siger han.
Derfor er det bare sådan, at nogle borgere må leve i uvished indtil da, lyder det fra transportordføreren.
- Og det kan vi dårligt lave om på. Vi kan jo ikke begynde at opkøbe ejendomme i alle mulige linjeføringer. Nogle gange er der jo tre-fem mulige linjeføringer. Staten kan jo ikke begynde at opkøbe samtlige ejendomme. Det ville blive ret vidtgående.
- Så der vil være en periode med uvished, og det er dybt beklageligt over for de her borgere, men vi kan næppe gøre det anderledes. Derfor skal vi politikere tage os sammen og skabe vished om, hvor motorvejene kommer til at ligge så hurtigt som muligt, siger Kristian Pihl Lorentzen.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.