Borgmester om besparelser: - Jeg har det ad helvede til

En stor stigning i anbragte børn er blandt andet skyld i, at Halsnæs Kommune skal spare 70 millioner

Borgmester i Halsnæs Kommune, Steffen Jensen fra Socialdemokratiet, er tvunget til at svinge sparekniven.
Foto: Halsnæs Kommune
Borgmester i Halsnæs Kommune, Steffen Jensen fra Socialdemokratiet, er tvunget til at svinge sparekniven. Foto: Halsnæs Kommune

Halsnæs Kommune har fået en hel del flere rudekuverter med faste udgifter.

Beløbet lyder på 70 millioner kroner, som kommunen nu skal forsøge at finde. Den store ekstraregning skyldes især udgifterne på børneområdet, som siden 2015 er vokset med 43 millioner kroner. Udgifterne er såkaldte 'skal-udgifter', der ikke kan spares på.

Det er den kedelige konstatering, som borgmesteren, Steffen Jensen fra Socialdemokratiet, kommer med.

- Jeg har det ad helvede til med at skære ned, men vi har ikke mulighed for at gøre andet end at betale, det som det koster, når et barn skal anbringes eller har brug for psykologhjælp, siger Steffen Jensen til Ekstra Bladet.

Han peger på, at kommunen har fået flere tilflyttere, der ikke længere har råd til at bo i København, og at der generelt er mange i kommunen med sociale problemer. Der er også blevet flere udgifter på ældreområdet.

- Der ligger en ekstraregning på omkring 20 millioner på grund af bosteder og priser, som andre kommuner også oplever, fortæller borgmesteren.

Det tredje og sidste sted, hvor pengene ikke rækker længere, er sundhedsområdet. Der drejer det sig om syv millioner.

Alt i alt en regning på 70 millioner kroner.

Håber på hjælp
I morgen, fredag, tager Steffen Jensen til København for at besøge Økonomi- og Indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille fra Liberal Alliance.

Her håber han på mere hjælp fra staten. Som en af de fattigste kommuner i landet modtager Halsnæs i forvejen strukturelle udligningsmidler fra staten. De 70 millioner der mangler udgør cirka fem procent af det samlede budget. Det vil alt i alt kunne betyde en fyring af 140 medarbejdere.

- Vi vil jo gerne have en større hånd fra staten, så vi kan få lavet nogle langsigtede planer på børneområdet. Uanset hvad vil de forøgede udgifter få konsekvenser på alle områder i Halsnæs Kommune. Vi kommer til at skære på administrationen, børne- og ældreområdet, siger borgmester Jens Steffensen.

41 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere