Borgmester om håndtryk: Det minder mig om nazisme

Aabenraas borgmester vil ikke facilitere de såkaldte håndtryksceremonier for nye statsborgere, fordi det minder ham om nazisme

Daværende integrationsminister Inger Støjberg lagde for, da det blev et krav, at man trykker hånd, hvis man vil have dansk statsborgerskab.

Flere af landets borgmestre finder i denne tid saltstænger og Faxe Kondi frem, når de fejrer Danmarks nye statsborgere ved de såkaldte grundlovsceremonier.

Men ikke Aabenraas borgmester. Ifølge DR Nyheder har Aabenraas borgmester, Thomas Andreasen (V), som en af ganske få valgt, at han ikke vil facilitere grundlovsceremonierne, som populært kaldes 'håndtryksceremonier'.

- Det minder mig meget om nazisme, hvor man for at komme i brød og arbejde skulle hellige sig en bestemt politisk ideologi mod ens overbevisning. Jeg synes, det her er at øve overmagt over for andre mennesker, og det minder mig for meget om, at man tidligere har øvet overmagt mod andre mennesker, der skulle strække højre arm, siger borgmesteren til DR.

DR har været i kontakt med 63 af landets 98 borgmestre, og fem af dem svarer, at de har overladt opgaven med at afholde ceremonierne til deres embedsmænd. For de andre fire borgmestre handler det om praktik, oplyser mediet.

Faxe Kondi og saltstænger
Folketinget vedtog under den tidligere Venstre-regering i december 2018 den omdiskuterede regel om håndtryk ved grundlovsceremonien, som af blandt andre Det Radikale Venstre er blevet kaldt symbolpolitik.

- Det er fint nok, at man skal kunne dansk, vide noget om Danmark, og at man ikke skal være kriminel, men at folk selv skal betale og bruge tid på at skulle igennem det her, det synes jeg er langt ude, sagde de radikales udlændingeordfører Andreas Steenberg til Ekstra Bladet i december.

Regeringen og udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) bakker op om ceremonierne.

- Vi glæder os til at holde de her ceremonier, og jeg opfordrer alle borgmestre til at få indkøbt saltstænger og Faxe Kondi, hejse flaget og invitere lokalavisen og gøre en fest ud det, sagde Mattias Tesfaye sidste år.

Inger Støjberg (V) afholdt som udlændinge- og integrationsminister den første grundlovsceremoni i januar. Foto: Linda Johansen Dansk politik - 24. dec. 2019 - kl. 09:05 Faxe Kondi og saltstænger: 600 kroner for at blive dansker

1048 kommentarer
Vis kommentarer