Hvis du ved noget om sagen, så kan du skrive fortroligt til Ekstra Bladets journalister på munk@eb.dk.
Man kan godt kalde det for rent held.
Sådan lyder det fra Fredericias afgående borgmester, Jacob Bjerregaard (S), om forløbet, hvor han og hustruen, Lotte Cederskjold, fik held til at købe en attraktiv byggegrund af kommunen for næsen af et andet ægtepar.
Heldet bestod blandt andet i, at kommunens salgschef begik en opsigtsvækkende brøler til borgmester-parrets fordel. Den betød, at det andet par – Tina og Palle - lovstridigt og fejlagtigt fik besked om, at grunden allerede var solgt.
Borgmester trak sig i går: 'Fejl' i kommunen skaffede ham luksusgrund
Jacob Bjerregaard erkender, at han og konen kun havde givet et mundtligt bud på den attraktive hjørnegrund.
- Ifølge eksperter er det ikke lovligt for en kommune at sælge en grund efter et mundtligt bud. Kan du udelukke, at du har fået særbehandling, fordi du er borgmester?
- Det vil jeg meget kraftigt håbe, at jeg ikke har. For så ville der være et problem.
- Vi har givet et bud. Vi spurgte meget konkret, om vi kunne købe grunden til den udbudte pris og fik svaret, at det kunne vi godt. Det lavede salgschefen så et papir på den pågældende dag.
- Det andet par fik at vide, at grunden var solgt til anden side efter, du havde givet det mundtlige bud. Eksperter siger, at det ikke er lovligt for en kommune at sælge en grund på baggrund af et mundtligt bud. Det kræver skriftlighed?
- Det blev jeg ikke oplyst om, da jeg købte den. Jeg har aldrig hørt noget om det. Jeg er bibragt den opfattelse, at det var helt efter bogen. Vi har kigget på en grund og taget fat i salgschefen direkte. Han har så udfærdiget en salgsaftale til os. Hvad han så har meddelt andre, det ved jeg ikke.
- Vidste du, at andre var interesseret i grunden?
- Nej.
Artiklen fortsætter under videoen ...
- Hvorfor var det netop 15. marts (2016), du gav buddet?
- Vi havde kigget på grunden dagene inden. Det var en ny grund, som lige havde været i offentligt udbud. Og været fremme i ganske kort tid. Der var ikke noget andet end timing i det. Vi spurgte, om vi kunne købe den - og det kunne vi godt.
- Kan du forstå, at Tina og Palle - som var interesseret i at købe grunden – føler, at borgmesteren har fået særbehandling?
- Jeg kan sagtens forstå, at man kan se det på den måde. Vi var meget optagede af, at vi skal behandles som alle andre … Hvis ikke det har været tilfældet, så er det en forvaltningsmæssig udfordring. Det er jeg indtil videre ikke stødt på, at det skulle være.
- Og det var rent held, at grunden ikke var solgt?
- Det kan du kalde for rent held. Det kan du godt kalde det for. Jeg er selvfølgelig ked af, hvis nogen føler, de er kommet i klemme. Det har på ingen måde været vores intention.