Borgmester scorede job til 2 mio: Så fed var hendes fratrædelse

Tidligere SF-darling Mette Touborg fik udbetalt 586.000 kroner i eftervederlag, da hun skiftede borgmesterpost ud med vellønnet direktørjob i københavnsk forvaltning

Tidligere næstformand i SF og borgmester i Lejre Mette Touborg fik udbetalt et eftervederlag på 586.640 kroner, da hun frivilligt skiftede borgmesterposten ud med et vellønnet job som forvaltningsdirektør. oto: /ritzau/Joachim Adrian
Tidligere næstformand i SF og borgmester i Lejre Mette Touborg fik udbetalt et eftervederlag på 586.640 kroner, da hun frivilligt skiftede borgmesterposten ud med et vellønnet job som forvaltningsdirektør. oto: /ritzau/Joachim Adrian

Knap har stormen om dobbeltlønnen til Enhedslistens afgående borgmester Morten Kabell lagt sig, før en ny sag om politikernes gunstige eftervederlag nu dukker op.

Da den tidligere SF-profil Mette Touborg frivilligt skiftede borgmesterposten i Lejre ud med jobbet som administrerende direktør i Københavns Kultur-og Fritidsforvaltning, modtog hun nemlig også et klækkeligt beløb i eftervederlag.

Ifølge Inger Marie Vynne, kommunaldirektør i Lejre Kommune, fik Mette Touborg udbetalt 586.640 kroner.

Touborg modtog vel at mærke eftervederlaget, selv om hun scorer næsten to millioner kroner om året inkl. pension i det nye job som forvaltningsdirektør.

Da hun tiltrådte den nye stilling 1. november 2016, kunne hun således glæde sig over et gevaldigt lønhop.

Som administrerende direktør for Kultur-og Fritidsforvaltning tjener Mette Touborg 1.614.856 kroner årligt. Hertil kommer et pensionsbidrag på 19,55 procent, hvilket giver en samlet årsløn på 1.930.560 kroner.

Til sammenligning lyder årslønnen som borgmester i Lejre før pension på 662.165 kroner.

Kabells dobbeltløn
Debatten om borgmestrenes eftervederlag blussede op før jul, hvor det kom frem, at Enhedslistens afgående teknik- og miljøborgmester i København, Morten Kabell, ville modtage 501.896 kroner ved siden af lønnen fra sit nye job som vicedirektør i et konsulentfirma.

Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper, har ellers beskyldt tidligere forsvarsminister Carl Holst (V) for 'grådighed' og for 'pamperi', da han modtog eftervederlag fra sit job som formand for Region Syddanmark samtidig med sin ministerløn.

Oven på sagen om Morten Kabell vil Enhedslisten på Christiansborg nu forsøge at lukke ned for politikernes dobbeltløn.

Partiets finansordfører, Pelle Dragsted, mener da også, at det skriger til himlen, at Mette Touborg har kunnet få udbetalt et eftervederlag, når hun frivilligt skiftede til et nyt job.

- Jeg er forbavset over, at reglerne tillader det. Eftervederlaget som sådan er en fair ordning - det er fint, at man har en forsørgelse, hvis man bliver stemt ud af vælgerne. Men den økonomiske sikring skal selvfølgelig ikke komme oven i, at man får løn, siger han.

Donerede til velgørenhed
I SF har man ligeledes været kritisk over for politikernes dobbeltløn. Og partiets gruppeformand på Christiansborg, Jacob Mark, har endda valgt at donere et eftervederlag på 22.000 kroner før skat til velgørenhed.

Jacob Mark modtog eftervederlaget som tidligere formand for Børneudvalget i Køge Kommune, da han i juni 2015 blev valgt ind i Folketinget.

Ved den lejlighed sagde SF'eren til TV2:

- Jeg synes ikke det fair, at jeg skal have et eftervederlag, når jeg går frivilligt. Jeg får ovenikøbet en højere løn som folketingsmedlem. Det havde været noget andet, hvis jeg ikke var blevet genvalgt og derfor havde mistet indtægt.

Slap for partiskat
Hos SF oplyser man, at Mette Touborg meldte sig ud af partiet, da hun fik jobbet som administrerende direktør i Københavns Kultur-og Fritidsforvaltning.

Dermed har hun - modsat Morten Kabell - ikke skullet betale partiskat af eftervederlaget.

Lukker ned
Ekstra Bladet ville gerne have haft en kommentar fra Mette Touborg til hendes eftervederlag. Men det har været sværere end som så.

Trods en lang række henvendelser over flere dage til pressemedarbejdere i Kultur-og Fritidsforvaltning samt til den kontaktperson til Mette Touborg, der fremgår på forvaltningens hjemmeside, har hun ikke ringet tilbage.

Lejreborgmester: Vi følger bare reglerne

Ekstra Bladet har spurgt Mette Touborgs efterfølger som borgmester i Lejre Kommune, Carsten Rasmussen (S), hvad han mener om, at skatteborgernes penge bruges på et højt eftervederlag.

- Kunne pengene være brugt bedre på andre ting i kommunen?

- Jeg har ikke andet at sige, end at det er det regelsæt, der er. Det har vi fulgt, og det har der som sådan ikke været nogen drøftelser om i kommunen. Når man fratræder, så har man ret til et eftervederlag, og det er det, som er kommet i sving her.

- Har du en holdning til, om de her penge er godt givet ud?

- Nej, det har jeg egentlig ikke. Det er en generel diskussion om eftervederlag, og vi følger det regelsæt, der er.

- Mette Touborg vælger frivilligt at stoppe som borgmester, fordi hun får et nyt job, der sågar er bedre lønnet. Vil du mene, at dette lever op til idéen med eftervederlaget?

- Det er en diskussionen, der pågår i øjeblikket: Hvornår er man berettiget til det, og hvad har grundlaget været? Men jeg forholder mig kun til, at regelsættet er sådan, at man ikke skal gå arbejdsløs efterfølgende for at modtage eftervederlaget. Om det er ret og rimeligt, er en diskussion, som gælder alle eftervederlag - uanset om det er fra Folketinget, regionerne eller kommunalbestyrelserne.

- Det er selvfølgelig, fordi der har været den diskussion, at du skriver om det, lyder det fra borgmester Carsten Rasmussen.

Det tjener andre direktører

De andre kommunale topchefer i Københavns løn inkl. pension:

Administrerende direktør i Økonomiforvaltningen Peter Stensgaard Mørch: 2.248.138 kroner

Administrerende direktør i Børne-og Ungeforvaltningen Tobias Børner Stax: 2.036.432 kroner

Administrerende direktør i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen Katja Kayser: 2.039.220 kroner

Administrerende direktør i Socialforvaltningen Nina Eg Hansen: 2.039.220 kroner

Administrerende direktør i Miljø-og Teknikforvaltningen Pernille Andersen: 2.039.220 kroner

Administrerende direktør i Beskæftigelses-og integrationsforvaltningen Bjarne Winge: 1.930.560 kroner

Kilde: Københavns Kommunes hjemmeside.

276 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere