Hvis du ved noget om sagen, kan du skrive fortroligt til Ekstra Bladets journalister på munk@eb.dk.
Et mystisk notat spiller en hovedrolle i sagen om borgmester Jacob Bjerregaards (S) køb af en luksusgrund af Fredericia Kommune.
Notatet er den eneste dokumentation på, at Jacob Bjerregaard (S) mundtligt bød på grunden på et møde med kommunens salgschef 15. marts 2016.
Dagen før havde salgschefen talt med et lokalt ægtepar, som var meget interesseret i den samme grund.
Borgmester trak sig i går: 'Fejl' i kommunen skaffede ham luksusgrund
Notatet er udateret og er et udskrevet dokument, som den daværende salgschef fysisk har sat sin underskrift på.
Det mystiske dokument blev sågar først journaliseret, to måneder efter mødet angiveligt fandt sted.
’Borgmesteren oplyste mundtligt på møde tirsdag 15/3/16, at han gerne ville købe Argentinervej 42 til den udbudte pris og til de udbudte vilkår,' skriver salgschefen, Jens Ole Andersen, i notatet, som Ekstra Bladet har fået aktindsigt i.
Artiklen fortsætter under billedet...
Tidligere kommunaldirektør: Meget mystisk
Notatet er fra Jens Ole Andersen til tidligere kommunaldirektør Michael Holst, oplyser Fredericia Kommune.
- Jeg mindes ikke, at jeg nogensinde har set det (notatet, red.), og jeg synes faktisk, at det er et noget mærkeligt notat, siger den tidligere kommunaldirektør til Ekstra Bladet.
- Jeg synes også, at det er højest besynderligt, at et notat ikke skulle være datoangivet. Det, synes jeg, er meget mystisk, uddyber han.
Han undrer sig over, at notatet adskiller sig markant fra, hvordan kommunens medarbejdere normalt laver notater.
Ekspert om borgmester-køb: 'Uomtvistelig særbehandling'
Salgschefen slår fast i notatet, at grunden er solgt på baggrund af det mundtlige bud, hvilket er i strid med reglerne.
'Da borgmesteren ikke selv kan skrive under som sælger, er det Susanne Eilersen (Viceborgmester 1), der skal underskrive for kommunen som sælger', skriver salgschefen i notatet.
Borgmester: Lavede et papir på dagen
Ifølge Jacob Bjerregaard var der tre til stede på mødet, hvor det mundtlige bud blev afgivet. Borgmesteren, konen og kommunens salgschef.
- Vi spurgte meget konkret: Kan vi købe den grund til den udbudte pris?
- Ja, det kan I godt. Godt, men så lavede salgschefen et papir på det den pågældende dag, sagde Jacob Bjerregaard, da Ekstra Bladet interviewede ham foran hans bolig onsdag morgen.
Afsløring: Borgmester hjalp konen til topjob
Journaliseret to måneder senere
Hvis notatet blev lavet 15. marts 2016, som borgmesteren forklarer, så har det ligget i skuffen i mere end to måneder.
Ifølge et udklip fra kommunens journalsystem, som Ekstra Bladet har fået aktindsigt i, er det centrale dokument nemlig først journaliseret over to måneder efter - 20. maj 2016.
Artiklen fortsætter under billedet...
Den dato falder pudsigt nok sammen med, at kommunen sendte en underskrevet købsaftale retur til borgmester Jacob Bjerregaard og hans hustru. Den dato blev grunden formelt deres.
Afsløring: Borgmester hjalp konen til topjob
Af købsaftalen fremgår det også, at Jacob Bjerregaard og hustruen først otte dage efter mødet - 23. marts 2016 - satte blæk på papir og underskrev købsaftalen. Her havde salgschefen for længst skrevet til et ægtepar, der var meget interesseret i grunden, at den var solgt.
Artiklen forsætter under billedet...
Ingen mails mellem mødedeltagere
Jacob Bjerregaard afviser, at han skulle være blevet orienteret om, at det lokale ægtepar havde udvist stor interesse for grunden.
Ekstra Bladet har netop for at undersøge dette forsøgt at få aktindsigt i korrespondance mellem Jacob Bjerregaard og den daværende salgschef, Jens Ole Andersen.
Men ifølge kommunen er der ikke én eneste mail mellem de to, der handler om hverken hele den kommunale udstykning af grundene eller borgmesterens hjørnegrund.
Fredag vedtog et enigt økonomiudvalg i Fredericia Kommune, at der skulle laves en intern undersøgelse af borgmesterens grundkøb.
Hverken Fredericia Kommune eller Jacob Bjerregaard har svaret Ekstra Bladet på, hvorfor notatet tilsyneladende har ligget så længe i skuffen.
Ekstra Bladet har flere gange forsøgt at få en kommentar fra manden bag notatet - salgschefen, Jens Ole Andersen - men han er ikke vendt tilbage på vores henvendelser.